I begyndelsen af marts i år rejste jeg fra Kyiv med et meget tungt hjerte. Jeg var på vej til Frankrig i to dage for at deltage i et symposium om Ukraine. Derfor kunne jeg ikke deltage i en vigtig ceremoni i Kyiv. Vores ven, digteren Svitlana Povalyaeva, skulle på hovedstadens centrale plads, Maidan, tage en sidste afsted med sin ældste søn, Vassyl, som faldt i kamp i en alder af 28 år. Hans yngre bror, Roman, døde i sommeren 2022 i kampen for at befri Kharkivregionen. Han blev 24 år.
I begyndelsen af marts i år rejste jeg fra Kyiv med et meget tungt hjerte. Jeg var på vej til Frankrig i to dage for at deltage i et symposium om Ukraine. Derfor kunne jeg ikke deltage i en vigtig ceremoni i Kyiv. Vores ven, digteren Svitlana Povalyaeva, skulle på hovedstadens centrale plads, Maidan, tage en sidste afsted med sin ældste søn, Vassyl, som faldt i kamp i en alder af 28 år. Hans yngre bror, Roman, døde i sommeren 2022 i kampen for at befri Kharkivregionen. Han blev 24 år.
Jeg steg på toget med en knude i maven. Jeg havde efterladt mine tre børn derhjemme. Det var ikke første gang, jeg rejste til udlandet under krigen, men denne gang blev jeg overmandet af frygt.
Jeg vidste, at advarselssystemet på min telefon ikke ville lyse rødt i tilfælde af overhængende fare for russiske ballistiske missiler. I et par dage ville jeg være 2.000 kilometer væk hjemmefra uden adgang til information om mine døtres sikkerhed. Det var ulideligt.
Hvis advarselssystemet svigtede, var det fordi USA havde afbrudt efterretningerne til Ukraine, herunder om tidlig opdagelse af ballistiske missiler fra russisk område. USA havde også indstillet den militære støtte og var gået så vidt som at standse udstyr, der allerede var sendt afsted til Polen.
Få dage senere vendte jeg hjem til Ukraine. I mellemtiden havde der været forhandlinger mellem den ukrainske, den amerikanske og den saudiarabiske delegation. Ukraine var parat til en fuldstændig og øjeblikket våbenhvile – såfremt Rusland gjorde det samme. Donald Trump var tilfreds. Efterretningerne fra USA blev genoptaget sammen med den militære bistand, som var blevet aftalt under Biden-administrationen.
Men tilliden er brudt. Når først man er blevet svigtet, er det svært at lade som om, alt er okay.
Har Europa også denne følelse af svigt? Tiden med NATO's sikkerhedsparaply under amerikansk ledelse er forbi. Trump-administrationen har vendt den ryggen. USA vil mindske den militære og humanitære tilstedeværelse i Europa og bringe Rusland – aggressoren – ud af sin diplomatiske og økonomiske isolation.
Hvis Trump ønsker en våbenhvile i Ukraine så hurtigt som muligt og uanset hvordan, er det fordi han ikke anser den vanskelige situation i ukrainske som vigtig. Han vil bare mindske omkostningerne for det amerikanske budget. USA deltager ikke længere i møder såsom dem, der afholdes på Ramstein-basen, og der er ikke planer om yderligere amerikansk militær bistand i indeværende år.
Fred på bekostning af ukrainsk nederlag har ingen konsekvenser for den amerikanske administration. Udsendingene Steve Witkoff og Keith Kellogg har foreslået planer om at splitte Ukraine i to eller tre separate dele – et spejlbillede af det nazistiske Tyskland efter 2. Verdenskrig. Som om det var Ukraine, der var aggressoren, der havde tabt krigen.
Men Europa er også truet. Når Trump ønsker at reducere antallet af amerikanske tropper i Europa og kræver bidrag på 5 % til hvert NATO-medlemslands forsvarsbudget, er det fordi han mener, at Europas forsvar er et europæisk problem.
Og Rusland ser med. For Rusland er et NATO uden amerikansk lederskab hverken en forsvarsstyrke eller en afskrækkende faktor. Hvor længe vil det tage at opbygge et "forsvarsbaseret Europa", der er i stand til på egen hånd at garantere sin sikkerhed? Hvis dette spørgsmål virker for abstrakt, så prøv at svare på dette: Hvilke europæere vil stille op for at forsvare de baltiske lande, hvis Rusland indleder et angreb efter sine uddannelsesoperationer i Hviderusland i september 2025?
I kølvandet på det amerikanske svigt har Europa fået et meget klart valg: forsvar Ukraine nu, som I ville forsvare jer selv, eller stå over for den russiske hær på jeres eget område om lidt. Det er ikke nogen nem kamp, men ingen kamp er tabt, før den er begyndt.
I slutningen af marts blev jeg opmærksom på en spørgeundersøgelse, der skulle veje den ukrainske offentlige holdning. Over 80 % af ukrainerne er parate til at fortsætte deres kamp mod Rusland, selv uden støtte fra USA.
Nu må vi bare se, hvor mange europæere, der står sammen med os.
I kølvandet på det amerikanske svigt har Europa fået et meget klart valg: forsvar Ukraine nu, som I ville forsvare jer selv, eller stå over for den russiske hær på jeres eget område om lidt. Det er ikke nogen nem kamp, men ingen kamp er tabt, før den er begyndt. Nu må vi bare se, hvor mange europæere, der står sammen med os, skriver månedens gæst, den ukrainske journalist Tetyana Ogarkova.
I kølvandet på det amerikanske svigt har Europa fået et meget klart valg: forsvar Ukraine nu, som I ville forsvare jer selv, eller stå over for den russiske hær på jeres eget område om lidt. Det er ikke nogen nem kamp, men ingen kamp er tabt, før den er begyndt. Nu må vi bare se, hvor mange europæere, der står sammen med os, skriver månedens gæst, den ukrainske journalist Tetyana Ogarkova.
Tetyana Ogarkova er ukrainsk journalist, skribent og litteraturekspert fra Kyiv. Hun er koordinator for den internationale afdeling i det ukrainske krisemediecenter og medvært på podcasten "Explaining Ukraine". Hun er samtidig lektor på Mohyla universitet i Kyiv og har en Ph.d. i litteratur fra det franske universitetet Paris-XII Val-de-Marne.
Det europæiske borgerinitiativ er helt enestående: Ingen andre steder i verden findes der et lignende værktøj til at give borgerne direkte indflydelse på lovgivningen. Initiativet er dog stadig ikke blevet rigtig anerkendt, skriver Daniela Vančić, ansvarlig for EU-politik og -lobbyarbejde i Democracy International, som deler tre idéer til at give det europæiske borgerinitiativ mere gennemslagskraft.
Det europæiske borgerinitiativ er helt enestående: Ingen andre steder i verden findes der et lignende værktøj til at give borgerne direkte indflydelse på lovgivningen. Initiativet er dog stadig ikke blevet rigtig anerkendt, skriver Daniela Vančić, ansvarlig for EU-politik og -lobbyarbejde i Democracy International, som deler tre idéer til at give det europæiske borgerinitiativ mere gennemslagskraft.
Det europæiske borgerinitiativ er et af EU's mest virkningsfulde demokratiske værktøjer, kun overgået af valgene til Europa-Parlamentet. Borgerinitiativet har engageret over 20 millioner borgere i de 13 år, det har eksisteret, og har dermed vist sig at være en vigtig platform for deltagelse. På trods af sit potentiale får det imidlertid sjældent den anerkendelse, det fortjener.
Læs her, hvorfor det europæiske borgerinitiativ er så vigtigt – og find tre idéer til at gøre det endnu mere virkningsfuldt.
Det europæiske borgerinitiativs rolle i en polariseret verden
Hvad gør det europæiske borgerinitiativ helt enestående? Der findes ikke noget tilsvarende værktøj andre steder i verden. Borgerinitiativet giver borgerne mulighed for at påvirke lovgivningen direkte ved at indhente støtte fra mindst syv EU-medlemsstater. I en tid hvor den politiske polarisering er stigende, fungerer borgerinitiativet som en vigtig bro mellem borgerne og beslutningstagerne ved at fremme samarbejde, etablere forbindelser og fremme reelle forandringer.
Det europæiske borgerinitiativ handler grundlæggende om at inspirere folk til at involvere sig i udformningen af politikker. Det samler forskellige grupper, sætter gang i den offentlige debat og fungerer som et talerør på den europæiske scene. For eksempel har initiativet My Voice, My Choice, som for nylig har indsamlet over en million underskrifter, mobiliseret et netværk af aktivister, organisationer og offentlige personer (herunder internationale personligheder som Barack Obama) og sat gang i en bredere debat om grundlæggende rettigheder. Denne form for mobilisering skaber både vedvarende værdi for selve demokratiet og for den pågældende sag.
Rettidig handling er afgørende
Det europæiske borgerinitiativ har et enormt demokratisk potentiale, men for at frigøre det fuldt ud er der behov for rettidig handling fra EU-institutionerne. Mens nogle initiativer, såsom End the Cage Age (Slut med opdræt i bure), har ført til positive forandringer i EU-politikken, går der ofte for lang tid fra indhentelsen af støtte til et initiativ til den lovgivningsmæssige opfølgning heraf. Det kan være frustrerende for både borgerne og civilsamfundet, som risikerer at miste tiltro til processen.
For at fastholde momentum bør EU overveje at fremskynde borgerinitiativer med overvældende stor opbakning i befolkningen. Selv om EU-lovgivning er en tidskrævende proces, bør et borgerinitiativ med klar og udbredt opbakning behandles med særlig omhu og opmærksomhed. Borgerne skal kunne se deres idéer blive omsat til handling hurtigt, så det europæiske borgerinitiativ bliver en katalysator for rettidig forandring og et redskab til indflydelse.
Civilsamfundsorganisationernes rolle med hensyn til at presse på for europæiske reformer
Civilsamfundsorganisationerne har altid stået i centrum af det europæiske borgerinitiativ, idet de har mobiliseret borgerne og skabt opmærksomhed om værktøjets potentiale. Helt fra starten har organisationer som Democracy International spillet en vigtig rolle med hensyn til at udvikle og støtte det europæiske borgerinitiativ. Men civilsamfundets rolle stopper ikke der.
Disse organisationer skal fortsat slå til lyd for reformer, der kan styrke borgerinitiativet som et demokratisk instrument. For eksempel bør der gennem det europæiske borgerinitiativ kunne foreslås ændringer af EU-traktaterne – noget, der stadig er uden for rækkevidde, men som kunne få stor indvirkning på Europa fremtid. Debatten om traktatreformer er under udvikling, og det accepteres i stigende grad, at EU har brug for en traktat, der er stand til at imødegå de udfordringer og udnytte de muligheder, vi står over for i dag, hvorfor det er vigtigere end nogensinde at udvide det europæiske borgerinitiativ og give borgerne en plads ved bordet.
Lad det europæiske borgerinitiativ være en kilde til inspiration for udformningen af politikker
Lad os hæve ambitionsniveauet for det europæiske borgerinitiativ. Én måde at udnytte det europæiske borgerinitiativs fulde potentiale på kunne være at tage initiativer i betragtning, selvom de ikke opfylder de formelle kriterier for et europæisk borgerinitiativ. Det er ikke alle gode idéer, der kan opfylde kravet om en million underskrifter, men det betyder ikke nødvendigvis, at de ikke er værd at tage i betragtning. Det er ikke nogen nem opgave at gennemføre en kampagne for et europæisk borgerinitiativ, især ikke når der skal gøres en tværnational, flersproget og multinational indsats. Selv nogle af de bedste idéer har muligvis ikke de nødvendige ressourcer til at nå den høje barre for succes.
For eksempel var initiativet Single Communication Tariff Act fra 2012 ikke et "vellykket" borgerinitiativ ifølge standarddefinitionen, men det var inspiration til "roaming til hjemmetakst"-politikken, der trådte i kraft fem år senere til gavn for millioner af rejsende europæere, der nu kan nyde godt af gratis dataroaming i udlandet. Det viser, at selv et borgerinitiativ, der ikke opfylder målet for underskrifter, kan udløse politiske ændringer. EU bør være åben for at tage alle borgerdrevne idéer i betragtning, også dem, der ikke når op på en million underskrifter, og benytte dem som en inspirationskilde for fremtidig lovgivning.
De vigtigste konklusioner
Det europæiske borgerinitiativ er et utroligt værdifuldt redskab til at styrke demokratiet i Europa, navnlig i en tid, hvor de demokratiske værdier er under pres i hele verden. Det sætter borgerne i stand til at lufte deres idéer på EU-scenen, mobilisere offentlig støtte og skabe meningsfulde virkninger. Nu hvor det europæiske borgerinitiativ går ind i sine teenageår, er det på tide at tænke over, hvordan man kan styrke dette enestående værktøj og skabe en stærkere og mere direkte forbindelse mellem borgerne og institutionerne.
Det europæiske borgerinitiativ kan med fortsat støtte fra civilsamfundet bidrage til at opbygge en mere deltagerorienteret og lydhør Europæisk Union og styrke EU's position som global leder inden for demokrati.
Daniela Vančić er ansvarlig for EU-politik og -lobbyarbejde i Democracy International, hvor hun har arbejdet for deltagelsesbaseret og direkte demokrati siden 2017. Med over ti års erfaring inden for borgerdeltagelsesprocesser er hun en anerkendt ekspert i det europæiske borgerinitiativ. I 2022 var hun med til at redigere bogen Complementary Democracy: The Art of Deliberative Listening.
