Af EØSU's Arbejdstagergruppe

Europa-Parlamentets kampagne "Brug din stemme, ellers tager andre valget for dig" er yderst relevant. Europa-Parlamentets valgvideo, der fokuserer påbaggrunden for det europæiske projekt om opbygningen af en fredelig fremtid ovenpå asken fra krig og folkedrab, slår den rette tone an. Navnlig i dag, hvor ekstremisme og apati går grassat, virker politik ofte mere som et reality-show end et ægte forum.

Vil du virkelig lade andre træffe valget for dig? For det gør de allerede, og de vælger økonomiske stramninger – igen.

Vores formand Lucie Studničná sagde det højt og tydeligt: Vi har ikke råd til endnu en økonomisk krise. De foranstaltninger, der blev truffet under den seneste finanskrise, førte for nogle landes vedkommende til en uafklaret situation med økonomisk tilbagegang og hjerneflugt. I Spanien, Italien og Grækenland er arbejdsløsheden fortsat høj, og BNP pr. indbygger ligger stadig langt under niveauet i 2008. Som reaktion på denne mangel på løsninger er der opstået en kraftig stigning i euroskepsis og populisme, hjulpet godt på vej af et skifte mod det yderste højre.

De nye finanspolitiske regler stiller de fleste medlemsstater magtesløse over for de klimamæssige og sociale udfordringer, der ligger forude. De løfter, der blev afgivet i La Hulpe, vil klinge hult. Borgerne vil blive hårdt ramt, og hvis der dertil føjes yderligereøkonomiske vanskeligheder, som regeringerne uden tvivl vil beskrive som "pålagt af Bruxelles", kan det for mange gå hen og blive dråben.

Demokrati handler ikke kun om at afgive sin stemme. Civilsamfundet og fagforeningerne er afgørende for at bevare et sundt demokrati. Stemmeafgivning er dog ikke blot et legitimitetsværktøj og er langt fra nytteløs. Det er en rettighed, som millioner af mennesker i mange generationer har kæmpet hårdt for og ofte med livet som indsats. Og vi kan risikere at miste den.

Beslutninger om økonomiske stramninger er ikke mejslet i sten. Med hensyn til valget i juni og alle andre kommende nationale valg lader vi opfordringen lyde endnu engang: Brug din stemme. Lad den ikke blive taget fra dig. Stem for sociale fremskridt. Sammen kan vi fortsætte med at gøre vores lande og Den Europæiske Union bedre og ændre det, der ikke fungerer.