European Economic
and Social Committee
Valg til Europa-Parlamentet 2024 (#EUelections2024): Civilsamfundsorganisationer drøfter, hvordan EU skal se ud, og foreslår prioriteter for den nye mandatperiode
Af Gruppen af civilsamfundsorganisationer
Civilsamfundsorganisationerne foreslår, at man i den nye mandatperiode tager fat på de umiddelbare og langsigtede udfordringer ved at gennemføre eksisterende EU-politikker ordentligt og styrke EU's værdier. Struktureret civil dialog og en stærk social dagsorden er også blandt de vigtigste prioriteter.
Den 16. april afholdt EØSU's Gruppe af civilsamfundsorganisationer konferencen Building Together the EU We Want. Arrangementet samlede repræsentanter fra nationale og europæiske civilsamfundsorganisationer, som drøftede deres politiske prioriteter forud for det kommende valg til Europa-Parlamentet og undertegnelsen af den interinstitutionelle La Hulpe-erklæring om den europæiske søjle for sociale rettigheder.
Formanden for Gruppen af civilsamfundsorganisationer, Séamus Boland, åbnede konferencen og beklagede, at mange politikere fra mainstream nationale partier ikke ønsker at diskutere EU med vælgerne. Derfor forstår vælgerne ikke, hvorfor der er behov for et EU, og EU-politikkerne afspejler ikke altid det, der betyder noget for dem. Det har ført til en farlig svækkelse af forbindelsen mellem den brede offentlighed og EU, hvilket kan få mange til at stemme på partier på den yderste højrefløj. "Der er nu hårdt brug for, at de nationale og europæiske politikere går i åben dialog med borgerne om de problemer, som EU står over for, og hvad der skal gøres for at løse dem. Kun på den måde kan vi overbevise dem om, at EU er for alle og fortsat skaber muligheder for hele befolkningen."
Læs og del konklusionerne og anbefalingerne fra konferencen, som har fokus på:
- Hvorfor valget til Europa-Parlamentet 2024 er vigtigt: EU står ved et vendepunkt
- Fælles opbygning af det EU, vi ønsker os: et demokratisk og inklusivt EU med social retfærdighed og beskyttelse
- Fælles opbygning af det EU, vi ønsker os: en bæredygtig økonomi, der bygger på retfærdig omstilling og kvalitetsjob
- Civilsamfundet, borgerne og de unge i centrum for fremtidens Europa
Konklusionerne og anbefalingerne vil indgå i en EØSU-resolution med politiske forslag til det nye Europa-Parlament og den nye Kommission, som skal vedtages i juli 2024.
Læs mere i pressemeddelelsen om konferencen.