Den 17-årige studerende Adam Mokhtari var en af Irlands repræsentanter ved dette års Dit Europa, din mening! (YEYS), der blev afholdt i marts i Bruxelles under overskriften "Giv de unge en stemme". Senere fremlagde han YEYS' anbefalinger i forbindelse med EØSU's civilsamfundsuge, hvor han talte ved et arrangement med overskriften: Charting Europe's course - Reconnecting polarised societies through community learning and citizenship education. Adam beskriver, hvad der tiltaler ham ved YEYS, og deler sin personlige historie for at understrege, hvorfor han ønsker sig et Europa, hvor alle føler sig inkluderet.

Af Adam Mokhtari

Hej, jeg hedder Adam Mokhtari, og jeg havde en fantastisk oplevelse, da jeg repræsenterede Irland ved Dit Europa, din mening! (YEYS) 2025. Omkring 90 unge mennesker fra hele Europa mødtes for at udveksle idéer og være med til at forme fremtiden.  

Noget af det, jeg bedst kunne lide, var at arbejde i grupper for at diskutere vigtige emner og træffe beslutninger. Jeg syntes også virkelig godt om den aktivitet, hvor vi skiftedes til at være hhv. tilhører, taler og observatør og diskuterede, hvad Europa betød for os hver især. Vi havde hver syv minutter til at tale – det var med til at sikre, at alle blev hørt.

Til sidst nåede vi frem til fem centrale anbefalinger. De skal bidrage til at gøre skabe mere gennemsigtighed i forhold til myndighederne og inddrage de unge, undervise i aktivt medborgerskab i skolerne, sikre lighed for alle, give de unge reel indflydelse i politik og skabe en stærk klimahandlingsplan.

Jeg havde fornøjelsen at repræsentere alle YEYS-deltagerne ved EØSU's civilsamfundsuge og fremlægge vores anbefalinger for de politiske beslutningstagere. Det var for mig et bevis på, at unge stemmer betyder noget!

Uddannelse er en styrke

Uddannelse spiller en kæmpe rolle ved at hjælpe unge mennesker med at engagere sig i demokratiet. Det lærer os at tænke kritisk, at spotte falske nyheder og at handle. Uden min skoles støtte ville jeg ikke have haft denne mulighed. Nu vil jeg gerne opfordre andre til også at engagere sig.

Ved arrangementet YEYS lyttede EØSU's formand Oliver Röpke og EU's ungdomskoordinator Biliana Sirakova til vores idéer og opfordrede os til at blive ved med at presse på for forandring.

Min historie og hvorfor inklusion betyder noget

Jeg er født i Irland, men mine forældre flyttede dertil i slutningen af 90'erne. Da de ankom, blev de mødt med kærlighed og respekt fra det irske folk. Min mor og far har fortalt mig, at der i den periode var meget lidt mangfoldighed i Irland. På trods af dette trivedes mine forældre i 90'erne.

Jeg er irsk, og jeg er europæisk. Jeg har algeriske rødder.  Nogle gange har jeg følt mig anderledes, men det meste af tiden føler jeg mig som alle andre.  Jeg har lært meget af forskellige kulturer, og jeg tror, det er det, der gør livet bedre. Det ville være kedeligt, hvis vi alle var ens.  Det handler om at være åben over for forskelle og have forståelse for andre.

Desværre oplever nogle migranter og unge i dag diskrimination, had og uretfærdig behandling, som kan opildnes af de sociale medier. Det skal der laves om på. Det gør mig ked af det at være vidne til dette. Nogle immigranter i Irland har det vanskeligt lige nu. De bor på gaden, og de bliver betragtet som et problem. Det er ikke let, og det er så trist.

Jeg har været heldig at gå på skoler, hvor alle føler sig inkluderet, men det er ikke alle unge, der har den oplevelse. Vi skal sørge for, at alle unge føler sig accepterede, og at de hører til, så de ikke føler sig udenfor eller ekskluderet fra fællesskabet.

Opbygning af en bedre fremtid

For at gøre Irland og EU mere inkluderende har vi brug for bedre oplysning om forskellige kulturer og om, hvad EU gør for os.  Det vil hjælpe med at skabe forståelse og forbedre inklusionen.

Vi har brug for lokale arrangementer, der giver folk mulighed for at mødes og interagere positivt med hinanden. Flere unge skal inddrages i beslutninger på lokalt plan, selv i ungdomsklubber, sportsklubber og skoler, men også på EU-plan. Det vil give dem en følelse af at være inkluderet i de ting, der er vigtige for dem. Man skal vise de unge, hvordan de kan engagere sig.

Vi har brug for støtte fra EU til at gøre inklusion til en prioritet.  Det var dejligt at høre, at inklusion er en prioritet for EØSU.

Hvad jeg ønsker for Europa

Mange unge ved ikke ret meget om, hvad EU gør for dem. EU bør gøre mere for at hjælpe os med at engagere os i politik og gå til stemmeurnerne. 

Jeg ønsker mig et Europa, der er forenet, retfærdigt og imødekommende - hvor alle føler sig inkluderet, uanset deres baggrund.

YEYS viste mig, at unge mennesker kan gøre en forskel. Selv om ikke alle vores ideer bliver accepteret med det samme, bliver vi i det mindste lyttet til. Som ung irer med algerisk baggrund føler jeg, at min stemme betyder noget – og jeg ønsker, at andre skal have samme mulighed.

Uddannelse kan medvirke til at bringe folk sammen, bekæmpe diskrimination og give unge mennesker en stemme. Jeg vil tage denne oplevelse med mig hjem og opfordre andre til at engagere sig. Fremtiden ligger i vores hænder!  Det er vores Europa, og vi har en mening!

Adam Mokhtari er en 17-årig studerende fra Irland. Han går på Bremore Educate Together Secondary School i Balbriggan nær Dublin. Adam brænder for EU og for at gøre samfundet mere inkluderende og succesfuldt, og han deltog i YEYS 2025 og var YEYS' repræsentant ved dette års civilsamfundsuge.