European Economic
and Social Committee
Leder
Vores stemme tæller!
Kære læsere
Vores demokratier sættes på prøve af en række udfordringer, der har ramt Europa siden Ruslands angrebskrig mod Ukraine, og som har alvorlige sociale, politiske og økonomiske konsekvenser for alle medlemsstater og for Unionen selv. Jeg har imidlertid altid troet på, at de europæiske borgere, når de står over for vanskelige tider, vil stå sammen og være fast besluttede på at bane vejen frem og forme det Europa, de ønsker for deres fremtid og for de næste generationer ved at stemme og dermed vælge det nye europæiske lederskab.
Da det kommende valg til Europa-Parlamentet i høj grad vil påvirke EU's kurs for de næste fem år, er EØSU gået sammen med Europa-Parlamentet og har undertegnet et aftalememorandum om samarbejde som forberedelse til valget til Europa-Parlamentet, der afholdes den 6.-9. juni 2024.
Erfaringerne viser, at valgdeltagelsen ved valg til Europa-Parlamentet er lavere end ved nationale valg. Derfor vil EØSU gøre en stor indsats for at øge bevidstheden om det kommende valg til Europa-Parlamentet. Ved at mobilisere vores netværk af 90 millioner mennesker – arbejdsgivere, arbejdstagere og andre civilsamfundsorganisationer – kan vi bidrage til at øge valgdeltagelsen.
Der er allerede iværksat en række foranstaltninger, hvoraf den første var civilsamfundsugen, der blev afholdt den 4.-7. marts 2024, hvor over 800 repræsentanter for civilsamfundsorganisationer og ungdomsgrupper mødtes for at drøfte det kommende valg og EU's fremtid.
Med vedtagelsen af en resolution på plenarforsamlingen i marts opfordrede EØSU borgerne til at møde op og stemme. Der er oprettet en særlig webside under sloganet #USEYOURVOTE, der skal være samlingssted for aktiviteter, arrangementer og initiativer ved EØSU-medlemmer og -personale. Medlemmernes lokale outreachaktiviteter vil spille en central rolle!
Den 4. maj holder alle EU-institutioner åbent hus for at fejre det demokratiske engagement i valget og markere årsdagen for Schumanerklæringen. Den 26. maj deltager vores dedikerede "Run For Europe"-team i 20K-løbet i Bruxelles for at promovere kampagnen "Brug din stemme". Vi må ikke glemme, at jo flere mennesker der stemmer, jo stærkere bliver demokratiet. Jo flere, der stemmer, desto mere legitime bliver de beslutninger, der træffes. Denne gang er det absolut nødvendigt, at borgerne, især de unge, møder op og stemmer. På den måde kan de gøre en forskel og give Europa et "ansigt", som de kan være stolte af.
Idet civilsamfundet tager hånd om de europæiske borgeres almene interesser, kan det spille en vigtig rolle i denne kampagne, navnlig når det drejer sig om at øge bevidstheden om betydningen af valg og tilskynde folk til at stemme.
Lad os arbejde sammen, tage kontakt til borgere og civilsamfundsorganisationer på alle niveauer – europæiske, nationale og regionale – og inddrage dem i en ægte dialog, hvor vi lytter til deres synspunkter og fortæller vores politiske ledere, hvad millioner af borgeres organisationer, som vi repræsenterer, forventer af de nye medlemmer af Europa-Parlamentet og den nye Kommission i de kommende 5 år.
Vores stemme tæller! #USEYOURVOTE
Med venlig hilsen
Laurenţiu Plosceanu Næstformand med ansvar for kommunikation