Sportens tidløse værdier forener mennesker og lande

Kære læser

EØSU har lanceret initiativet Stærkere sammen om sportens værdier for at bakke op om de værdier, der blev nedfældet for De Olympiske Lege 2024 i Paris, ud fra civilsamfundets perspektiv. Initiativet er med til at tydeliggøre udvalgets arbejde, som altid har drejet sig om at gå forrest, når det kommer til at fremme sport som en positiv drivkraft for styrkelsen af sunde værdier i alle dele af samfundet. 

Med initiativet ønsker vi symbolsk at fremsætte den idé om våbenhvile, som første gang blev introduceret under antikkens Olympiske Lege i Grækenland tilbage i det 9. århundrede. Våbenhvilen, på græsk Ekecheiria, under legenes afholdelse var en midlertidig fred mellem krigende bystater, som gjorde det muligt for atleter og tilskuere at deltage sikkert i legene.

I dag synes idéen om våbenhvile mere aktuel end nogensinde før i lyset af det nuværende skrøbelige geopolitiske landskab, hvor konflikter og politisk uro hærger Europa og andre dele af verden.

Derudover vil vi gerne bakke op om sportens værdier, som er evigt tidløse. Som Nelson Mandela sagde, kan sport vække håb, dér hvor der før kun var fortvivlelse. De værdier, vi forsvarer, er i stand til at ændre verden og forene mennesker og lande på en måde, der skaber fred og harmoni, og hvor respekt og venskab er fremherskende.

Med dette for øje har vi søsat en kort kampagne, som afspejler de tre oprindelige værdier "udmærkelse, respekt og venskab", der i årenes løb har forandret sig under hensyntagen til personer med handicap.

Det organiserede civilsamfund har slået til lyd for en ånd, hvor vi skaber en mere fredelig og bedre verden ved at uddanne unge gennem sport, der dyrkes uden nogen form for forskelsbehandling, og som kræver gensidig forståelse i en ånd af venskab, solidaritet og fairplay.

Artikler, grafikker, videobeskeder og erklæringer fra vores medlemmer har, siden legene i Paris blev skudt i gang, høstet omtale på EØSU's websted og sociale medier. Kampagnen kørte videre under de paralympiske lege for at understrege, at denne store sportsfejring sætter et eftertrykkeligt præg på samfundet, og for at gentage de stærke budskaber om lige muligheder og lige behandling.

De sportslige værdier for legene i Paris er i fuldstændig samklang med de europæiske værdier frihed, fred, mangfoldighed og inklusion. Vi bør gøre disse værdier til principper, som vi efterlever i hverdagen, hvor vi bør overkomme forskelle og konflikter gennem dialog og gensidig respekt.

EØSU har som hjemsted for det organiserede civilsamfund altid kæmpet for disse værdier og slået til lyd for et mere inklusivt, retfærdigt og sammenhængende samfund, hvor alle medlemmer har lige muligheder og kan deltage aktivt.

#Paris2024

Med venlig hilsen 

Laurenţiu Plosceanu

Næstformand med ansvar for kommunikation