European Economic
and Social Committee
Og prisen for bedste Connecting EU-foto 2024 går til…
Vinderen af Connecting EU-fotokonkurrencen 2024 er Martina Cikojević, redaktør og journalist i den kroatiske fagforening for postarbejdere.
Hendes foto, Bruxelles Grand Place i måneskin, sikrer hende to dages ophold i Bruxelles under EØSU's civilsamfundsuge i marts 2025.
Martina Cikojević deltog i dette års Connecting EU-seminar den 17. og 18. oktober i Bruxelles. Seminaret samlede presse- og kommunikationsmedarbejdere samt journalister fra EU's civilsamfundsorganisationer. Med titlen: "Demokratiets bastion: bidrag til, at journalistikken kan overleve og trives" havde seminaret fokus på de hidtil usete udfordringer, som journalister står over for i en verden med kunstig intelligens i hastig udvikling og tiltagende politisk pres.
Deltagerne afholdt også et netværksmøde om, hvordan man får sit budskab igennem, når man arbejder som presse- eller kommunikationsmedarbejder i en tidsalder med Instagram, TikTok og AI. Mødet omfattede to workshops. Fotokonkurrencen var en del af workshoppen om erfaringer med kommunikationsindhold, som blev ledet af kommunikationsspecialist Tom Moylan.
Martina Cikojević sagde, at hendes foto, som forestiller månen, der bryder gennem mørke skyer og lyser nattehimmelen op, også var symbolsk forbundet med emnet for seminaret. "Ingen kan forhindre månen i at skabe lys i mørket. Ingen bør forhindre journalister i at fortælle sandheden for at skabe et bedre, sikrere og mere retfærdigt samfund," sagde hun.
Som vinder af fotokonkurrencen vil Martina Cikojević deltage i EØSU’s anden civilsamfundsuge, som finder sted fra den 17. til den 21. marts i EØSU's bygning i Bruxelles. Årets tema er Styrkelse af samhørigheden og deltagelsen i polariserede samfund.
EØSU's pressekontor ønsker Martina tillykke og takker alle, der har indsendt deres foto. (ll)