European Economic
and Social Committee
Magtfulde møder: Enden på energifattigdom i billeder
Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg (EØSU) er vært for den overbevisende fotoudstilling "Magtfulde møder: Enden på energifattigdom i billeder", der viser fotograf Miriam Strongs arbejde. Udstillingen, der arrangeres i partnerskab med Friends of the Earth Europe, sætter fokus på aktivisme, kollektivisme og styrkelse af lokalsamfund i hele Europa, som er ramt af energifattigdom. Udstillingen, der afholdes på initiativ af EØSU's Gruppe af civilsamfundsorganisationer, kan ses i EØSU's JDE-bygning i Bruxelles, Rue Belliard 99-101, fra den 4. til den 16. december.
Ved åbningsarrangementet understregede EØSU's næstformand med ansvar for kommunikation, Aurel Laurenţiu Plosceanu, og formanden for EØSU's Gruppe af civilsamfundsorganisationer, Séamus Boland, EØSU's indsats for at udrydde fattigdom, fremme overkommelige energipriser, skabe systemiske ændringer og opfylde verdensmålene for bæredygtig udvikling (SDG).
I sin tale kom Séamus Boland ind på de stigende leveomkostninger og det stadig højere fattigdomsniveau i Europa og understregede, at der er brug for en stærk politisk reaktion fra den nye Kommission og Europa-Parlamentet. "EU's første strategi for bekæmpelse af fattigdom og aftalen om ren industri, som Kommissionens formand, Ursula von der Leyen, bebudede i sine politiske retningslinjer for den nye Kommission, skal levere bæredygtige løsninger, der fungerer under lokale forhold", sagde Séamus Boland.
Energiretfærdighedsaktivisten Laia Segura og kommunikationsmedarbejder i Friends of the Earth Yvonne Lemmen understregede, at fotoprojektet går ud på at undersøge, hvordan folk håndterer energifattigdom og kæmper for deres ret til anstændige, klimarobuste hjem med ren energi til overkommelige priser. Klik her for yderligere oplysninger.