I klummen "Et spørgsmål til..." har vi bedt Florian Marin, der er medlem af EØSU og ordfører for EØSU's udtalelse EU's skove – ny EU-ramme for skovovervågning og strategiske planer, fortælle os om EØSU's ønsker til rammen i betragtning af skovenes betydning for opfyldelsen af EU's klima- og bæredygtighedsmål.
I klummen "Et spørgsmål til..." har vi bedt Florian Marin, der er medlem af EØSU og ordfører for EØSU's udtalelse EU's skove – ny EU-ramme for skovovervågning og strategiske planer, fortælle os om EØSU's ønsker til rammen i betragtning af skovenes betydning for opfyldelsen af EU's klima- og bæredygtighedsmål.
Vores gæsteskribent, Christian Moos, er EØSU-medlem og ordfører for udtalelsen Pakken om forsvar af demokratiet. Han fortalte om årsagerne til, at EØSU ikke støtter Kommissionens forslag til pakken, som vakte stor opsigt, da den endelig blev offentliggjort i december sidste år.
Vores gæsteskribent, Christian Moos, er EØSU-medlem og ordfører for udtalelsen Pakken om forsvar af demokratiet. Han fortalte om årsagerne til, at EØSU ikke støtter Kommissionens forslag til pakken, som vakte stor opsigt, da den endelig blev offentliggjort i december sidste år.
Man kan ikke benægte, at udøvelsen af stemmerettigheder er et effektivt redskab til at komme til orde og påvirke politikker. Når der er valg, vælger vi nemlig generelt selv vores stemme – de mennesker, vi personligt anser for de bedst egnede til at repræsentere os, vores overbevisninger og vores værdisystemer. De fleste mennesker, navnlig vi unge, har dog tendens til at undervurdere betydningen af at stemme.
Man kan ikke benægte, at udøvelsen af stemmerettigheder er et effektivt redskab til at komme til orde og påvirke politikker. Når der er valg, vælger vi nemlig generelt selv vores stemme – de mennesker, vi personligt anser for de bedst egnede til at repræsentere os, vores overbevisninger og vores værdisystemer. De fleste mennesker, navnlig vi unge, har dog tendens til at undervurdere betydningen af at stemme.
Vi taler med store ord om, hvordan vi ønsker at forandre verden for at skabe en bedre fremtid for os alle og for de næste generationer. Men et sted i processen, når vi får følelsen af, at vores meninger, værdier og idealer ikke længere tæller, eller at vi ikke har noget at skulle have sagt, giver vi op.
Som ung kvinde fra Grækenland kender jeg alt for godt til den følelse. Jeg kender frustrationen over at ikke at blive hørt, over at se vores rettigheder blive krænket og over at føle sig hjælpeløs, når der ikke ser ud til at være mere, vi kan gøre. Selvom vi gør vores bedste, ender tingene ikke altid som planlagt. Det er i disse øjeblikke, omgivet af ekkoet af vores bestræbelser, at vi ofte glemmer en grundlæggende sandhed – at vores stemme giver indflydelse! Som Barack Obama engang sagde: "Hver en stemme tæller!"
Jeg tror desværre ikke kun, dette er min oplevelse eller noget, der kun gælder for grækere, unge eller kvinder. Sandheden er, at mange mennesker deler denne opfattelse uanset deres alder, etnicitet, køn, religion eller personlige omstændigheder.
Deltagelse i valg er vores fælles stemme i udformningen af den fremtid, vi ønsker os. Ved at tage sagen i egen hånd sikrer vi, at vores drømme og værdier vinder genklang i de beslutninger, der former vores samfund. Vi er nødt til at gøre noget, for vores stemme er afgørende og kan åbne døren for en fremtid, hvor ekkoet fra en indflydelsesrig ungdom stadig runger.
Husk også på John Lewis' vise ord: "Hvis ikke os, hvem så? Hvis ikke nu, hvornår så?"
Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg foreslår, at den nye EU-ramme for skovovervågning skal være bæredygtig, omkostningseffektiv og operationelt gennemførlig. Den bør også være rettidig, sikker, dynamisk, inkluderende og deltagelsesbaseret, så der kan skabes et tæt samarbejde mellem videnskab og praksis sideløbende med bedre planlægning og evidensbaseret politikudformning.
Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg foreslår, at den nye EU-ramme for skovovervågning skal være bæredygtig, omkostningseffektiv og operationelt gennemførlig. Den bør også være rettidig, sikker, dynamisk, inkluderende og deltagelsesbaseret, så der kan skabes et tæt samarbejde mellem videnskab og praksis sideløbende med bedre planlægning og evidensbaseret politikudformning.
Det er afgørende at sikre komplementaritet og forhindre overlapning af data, der allerede er omfattet af eksisterende lovgivning såsom klima- og luftpolitikker, biodiversitetsbestemmelser og den fælles landbrugspolitik.
Med hensyn til klimaændringer er der behov for både langtidsdata og data om udvikling af landdistrikter, cirkulær økonomi og videnskab. Det er vigtigt at sikre interoperabilitet og samme detaljeringsgrad, teknologi og hyppighed, navnlig når der indsamles supplerende data i alle EU's medlemsstater. Der bør gøres en løbende indsats for at reducere den administrative byrde og undgå overdrevent bureaukrati som f.eks. indsamling og indberetning af de samme data flere gange. Der bør lægges samme vægt på økonomiske, sociale og miljømæssige skovdata.
Betydningen af at respektere private ejendomsrettigheder og dataejerskab, navnlig inden for rammerne af nærhedsprincippet, kan ikke overvurderes. Frem for alt bør offentlighedens interesse have forrang i skovdatainfrastrukturen.
Hver EU-medlemsstat, der drager fordel af skove, bør have en langsigtet skovplan, der supplerer andre skov- og træstrategier og sikrer en perfekt overensstemmelse med målene for bæredygtig udvikling. Under hensyntagen til skovenes multilaterale værdier bør de sociale og økonomiske aspekter indgå i skovplanernes struktur sammen med partnerskabsprincippet og inddragelsen af civilsamfundet i udarbejdelsen og gennemførelsen af langsigtede skovplaner.
Den Stående Skovbrugskomités rolle bør styrkes, og den bør omfatte relevante aktører fra civilsamfundet.
Bekymringer over skadelig indflydelse fra fjendtligsindede stater som Rusland er helt berettigede. Der findes adskillige eksempler på gunstige lån til højreekstremistiske partier, bestyrelsesposter til forhenværende politikere, lukrative kontrakter til tvivlsomme entreprenører og finansiering af såkaldte NGO'er.
Bekymringer over skadelig indflydelse fra fjendtligsindede stater som Rusland er helt berettigede. Der findes adskillige eksempler på gunstige lån til højreekstremistiske partier, bestyrelsesposter til forhenværende politikere, lukrative kontrakter til tvivlsomme entreprenører og finansiering af såkaldte NGO'er.
Derfor gælder det så afgjort om at have øjnene på stilke frem mod valget til Europa-Parlamentet. Selv om pakken om forsvar af demokratiet indeholder en række gode anbefalinger til medlemsstaterne, kommer den dog alt for sent. For det første bragte Kommissionen pakken alt for sent på banen. I sommeren 2023 udsatte Kommissionen den så med mere end et halvt år, fordi der var højlydt og ikke mindst enslydende kritik af det lovgivningsforslag, som pakken skulle omfatte.
Pakken, som blev offentliggjort i december, bekræftede imidlertid den værste frygt. Det foreslåede direktiv vil stigmatisere NGO'er, der modtager midler fra regeringer i ikke-EU-lande, som f.eks. USA. Forslaget alene tjener som begrundelse for autoritære regeringer, der anvender love om udenlandske agenter til at forsøge at bringe enhver demokratisk opposition til tavshed.
Derudover er direktivets definitioner vage, og der er enorme smuthuller, som Moskvas agenter kan udnytte. Repræsentanter for det organiserede civilsamfund undrer sig over, hvorfor Kommissionen ikke opretter et generelt åbenhedsregister, der dækker alle interesserepræsentanter, og som er kompatibelt med eksisterende lovgivning på nationalt plan og skaber et tydeligt og sikkert retsgrundlag for alle interessenter.
Kommissionen bør trække dette udkast til direktiv tilbage og anlægge en mere helhedsorienteret tilgang til dets efterfølger i 2025, som ikke går demokratiets fjenders ærinde.
Månedens gæst er Bruno Kaufmann, ambassadør for det europæiske borgerinitiativ, som for EU-borgerne er et unikt redskab til ideelt set at foreslå ny EU-lovgivning. Han giver sit bud på, hvorfor det europæiske borgerinitiativ er så vigtigt, og hvorfor det engang, hvis det bliver en succes, kan ende med at blive set som en af de største demokratiske milepæle siden indførelsen af den almindelige og lige valgret i det 20. århundrede.
Månedens gæst er Bruno Kaufmann, ambassadør for det europæiske borgerinitiativ, som for EU-borgerne er et unikt redskab til ideelt set at foreslå ny EU-lovgivning. Han giver sit bud på, hvorfor det europæiske borgerinitiativ er så vigtigt, og hvorfor det engang, hvis det bliver en succes, kan ende med at blive set som en af de største demokratiske milepæle siden indførelsen af den almindelige og lige valgret i det 20. århundrede.
Bruno Kaufmann er en svensk politolog og journalist, der har forfattet publikationer på mere end 40 sprog om moderne direkte og repræsentativt demokrati. Han er korrespondent inden for globalt demokrati ved SWI swissinfo.ch, Swiss Broadcasting Company's udenrigsredaktion, og nordeuropakorrespondent for SRF (det schweiziske statslige radio og tv-selskab). Bruno er medstifter af og bestyrelsesmedlem i flere organisationer, der arbejder for demokrati, såsom Initiative and Referendum Institute, Democracy International og Global Forum on Modern Direct Democracy. Han er desuden direktør for internationalt samarbejde ved Swiss Democracy Foundation.
Mere end 100 unge fra EU, kandidatlandene og UK samledes til Dit Europa, din mening! (YEYS) og udvekslede visioner for og anbefalinger til Den Europæiske Unions fremtid. Da valget til Europa-Parlamentet nærmer sig, prioriterer YEYS 2024 bekæmpelse af manglende engagement og fremme af unges deltagelse.
Mere end 100 unge fra EU, kandidatlandene og UK samledes til Dit Europa, din mening! (YEYS) og udvekslede visioner for og anbefalinger til Den Europæiske Unions fremtid. Da valget til Europa-Parlamentet nærmer sig, prioriterer YEYS 2024 bekæmpelse af manglende engagement og fremme af unges deltagelse.
Vigtigste anbefalinger:
indføre en ungdomskvote ved valg til Europa-Parlamentet
vedtage et direktiv, der stiller krav om menneskerettigheder og miljøhensyn i forbindelse med forsyningskæders og virksomheders aktiviteter
etablere en retlig ramme for sociale medier til bekæmpelse af polarisering og desinformation
udvikle en standardiseret strategi for seksuelle og reproduktive rettigheder
gennemføre særlige beskatningsretningslinjer for varer med skadelig effekt på klimaet med et provenu til finansiering af klimavenlige initiativer.
Disse forslag vil blive overdraget til EU-institutionerne og de politiske beslutningstagere og vil bidrage til resultaterne af civilsamfundsugen og til en EØSU-resolution om det kommende valg til Europa-Parlamentet. (gb)
Meget kunne være bedre, når det drejer sig om demokratiets tilstand som helhed, navnlig det europæiske borgerinitiativ (ECI).
Ifølge den seneste "World Democracy Report", som blev fremlagt af "Varieties of Democracy" den 7. marts, er procentdelen af mennesker, der lever i demokratier, faldet til samme niveau som for næsten 40 år siden. Samtidig med, at flere mennesker end nogensinde i hele verden er berettigede til at stemme ved valg i år, bliver et stort antal af de lande, der er værter for disse valg, mere autokratiske.
Der lød også kritiske røster under civilsamfundsugen, der som den første af sin slags blev afholdt af Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg i begyndelsen af marts. Kritikken vedrørte det europæiske borgerinitiativ – det første grænseoverskridende direkte demokratiske redskab i verden. "For kompliceret", for "uattraktivt", "kun ringe tillid", "ineffektivt" og "ikke særlig kendt" var blot nogle af de knap så flatterende tilbagemeldinger fra interessenter fra civilsamfundet, medierne, den akademiske verden og forvaltningen af ECI.
Jeg syntes, at disse meget kritiske vurderinger var skræmmende korrekte – men også, at kritikken var for forsigtig og moderat. Demokratiet fortjener at være den dominerende styreform verden over. For at opnå dette er vi som borgere og stemmeberettigede vælgere på denne planet nu nødt til at række ud efter mere end det, vi allerede har.
Det betyder, at der skal gøres mere end at forsvare sig mod rædsler og mod nutidens diktatorer og deres kujonagtige håndlangere. Vi er nødt til at tage meget større skridt fremad. Videreudviklingen af det europæiske borgerinitiativ er et eksempel på et sådant skridt.
For hvad har vi fået med ECI? Tre ting. En rettighed, et instrument og et værktøj, der ikke tidligere har eksisteret i historien eller et andet sted i verden. Det er komplekst og bredt udformet, digitalt, direkte demokratisk, tværnationalt, har en understøttende infrastruktur og anvendes i vid udstrækning.
Siden 2012 er ECI blevet oprettet, indført, praktiseret og forbedret, hvilket gør det til et levende bevis for, at det demokratiske rum kan udvides og konsolideres, selv under de vanskeligste omstændigheder.
Næste år, når initiativet fylder 13 år, vil dette forkælede barn forhåbentlig udvikle sig til en stædig teenager, der kan vise Europa og verden, hvad det er i stand til. Og vi har brug for denne friske, vilde styrke til på afgørende vis at puste nyt liv i de rodfæstede mentaliteter i nationalstaterne og de bureaukratiske strukturer i Den Europæiske Union.
Lad os sige det, som det er – vi har ikke brug for en konstant urolig genopfindelse af demokratiske måder at leve sammen på, som ofte går under navnet innovation. I stedet er vi nødt til at hellige os ECI for at sikre, at det når at fylde 16 år eller som minimum 18 år ved udgangen af dette årti.
Hvad vil dette sige? Inden 2028 eller 2030 skal der ske to vigtige ændringer. For det første skal ECI's beføjelser til at fastsætte dagsordenen ligestilles med Europa-Parlamentets beføjelser. Med andre ord bør europæerne kunne foreslå lovgivning og andre regeringstiltag på samme måde som valgte medlemmer af Europa-Parlamentet.
For det andet bør EU's borgere inden udgangen af dette årti kunne tage initiativ til ikke blot lovgivning, men også afstemninger blandt befolkningen i hele Europa om væsentlige spørgsmål – ofte blot kaldet folkeafstemninger. Den paneuropæiske folkeafstemning er ikke nogen ny idé, men det er en idé, som tiden nu er moden til takket være ECI's tilblivelse og tidlige funktion.
Hvis en sådan udformet fremtid kan bygges op omkring ECI, vil folk se tilbage på dette værktøj og på dette tidspunkt som det, der skabte et af de mest fantastiske demokratiske resultater siden gennembruddet for almindelige og lige valg i det 20. århundrede.
Det slovakiske projekt Crazy? So what?, som gennemføres af organisationen Integra, samler unge studerende og mennesker, som har haft psykiske problemer inde på livet. I løbet af en hel undervisningsdag lærer eleverne på første hånd, hvordan man overvinder en psykisk sundhedskrise, og hvordan man kan få hjælp. Integras direktør, Jana Hurova, fortæller os, at projektet hjælper med at nedbryde stigmatiseringen af mennesker, der kæmper med psykiske udfordringer, og giver unge en meget vigtig gnist af håb.
Det slovakiske projekt Crazy? So what?, som gennemføres af organisationen Integra, samler unge studerende og mennesker, som har haft psykiske problemer inde på livet. I løbet af en hel dag med undervisning lærer eleverne på første hånd, hvordan man overvinder en mental sundhedskrise, og hvordan man kan få hjælp. Integras direktør, Jana Hurova, fortæller os, at projektet hjælper med at nedbryde stigmatiseringen af mennesker, der kæmper med psykiske udfordringer, og giver unge en meget vigtig gnist af håb.
Hvad fik jer til at gå i gang med projektet?
Vores organisation har i mange år støttet mennesker med mentale sundhedsproblemer. Mennesker, som på grund af deres sygdom har mistet deres arbejde, deres hjem, deres venner og nogle gange endda deres familie. De har fået vendt op og ned på hele deres tilværelse. For næsten 30 år siden etablerede vi Slovakiets første mentale sundhedstjenester i lokalsamfundene. Formålet var at sikre, at disse mennesker efter at være blevet behandlet på et psykiatrisk hospital kunne få støtte og vende tilbage til den tilværelse, de havde før deres sygdom. Vi støttede oprettelsen af patientorganisationer i Slovakiet og gennemførte en række programmer for at afstigmatisere mentale sygdomme. Vi tager os af mennesker med alvorlige mentale sundhedsproblemer, navnlig skizofreni, hvoraf mange allerede har formået at integrere sig og finde en mening med livet.
Alle vores aktiviteter gennemføres helt fra starten på en utraditionel måde, hvor vi arbejder i partnerskab med vores klienter for at afdække deres behov bedst muligt, og vi har benyttet en lignende tilgang til Crazy? So what!-programmet. Det har givet mange af vores klienter en mening med livet at mødes med unge mennesker og med udgangspunkt i deres egne erfaringer fortælle om, hvad de havde brug for i deres alder, og hvad der udløste deres mentale sundhedsproblemer.
Vi ser et stigende behov for at sætte fokus på mental sundhed. Det er en stor styrke at være i stand til at tage hånd om en personlig krise.
Vi iværksatte programmet Crazy? So what! i Slovakiet tilbage i 2005 sammen med partnere fra Tyskland og Tjekkiet. Det er dog først for nyligt, at det er lykkedes os at skabe et mere stabilt fundament for programmet og udvide det. Vi har uddannet os til coaches, vi oplærer nye teams, og vi besøger nye skoler.
Hvordan er jeres projekt blevet modtaget? Har I fået feedback fra dem, I har hjulpet? (Kan du eventuelt give os et eksempel?)
Det gør altid et stort indtryk på unge mennesker, når de møder folk, som har overvundet en mental sundhedskrise, og som de kan spørge om alt. Det viser dem, at der altid vil være hjælp af hente, hvis de selv skulle få problemer. Fordi kurset varer en hel dag, og kommunikationen foregår i øjenhøjde, går deltagerne altid derfra med et positivt indtryk.
Mennesker med personlige erfaringer med mentale sundhedsproblemer kan indgyde de unge modet til at gøre noget ved deres egne problemer. På næsten hvert eneste hold er der elever, der selv har problemer inde på livet. Det er helt uvurderligt at give dem en gnist af håb. Mennesker med personlig erfaring bruger også det at fortælle deres egen historie som et redskab til selv at få det bedre. De afgør selv, hvor meget de vil fortælle eleverne om deres liv. På den måde føler de sig værdifulde og forstået.
Vi har modtaget mange kommentarer fra bl.a. elever, der fortæller at de som regel ikke har mulighed for at møde mennesker med mentale sundhedsproblemer, eller at vi bør lære at acceptere sådanne mennesker og ikke fordømme dem, fordi de er anderledes.
Vi har også fået feedback fra mennesker, som er involveret i programmet, og som selv har haft psykiske problemer inde på livet,. Én af dem fortalte os:
"Programmet giver mig modet til at ranke ryggen. Endelig har jeg fået lyst til at leve! Det er hårdt, men givende at tale med eleverne. De er meget åbne og har stort set ingen frygt for social kontakt. Det største for mig er, at de viser, at der er langt mere, der samler os, end der splitter os, og at det gængse billede af "skøre mennesker" ikke er sandt. Det er dejligt, at jeg kan hjælpe folk med endelig at tale åbent om mentale sundhedsproblemer, så ingen behøver at skamme sig eller gemme sig. "
Det, der driver os, er de unge. Hver gang, vi har afholdt sådan en dag, fortæller de os, hvor vigtigt Crazy? So what!-programmet er for dem, og at det bør fortsætte, så alle unge i Slovakiet kan lære, hvor vigtig deres egen mentale sundhed er.
Har I allerede planer om nye projekter?
Vi kunne godt tænke os, at udvide programmet til andre regioner i Slovakiet, så alle unge får mulighed for at modtage denne form for uddannelse. Programmet er allerede gennemført i Tyskland (hvor det tog sin begyndelse), Slovakiet, Tjekkiet og Østrig. I år har vi også uddannet de første teams i Ukraine.
Hvor vigtigt er det efter din mening at tale åbent om sine mentale sundhedsproblemer? Hvad er det for et budskab, I sender med jeres projekt?
Vi vil gerne sprede budskabet om, at psykiske udfordringer ikke er noget at skamme sig over. Tværtimod bør man skamme sig over ikke at gøre noget for at forbedre sit eget helbred. For der er ingen sundhed uden mental sundhed.
Hovedtanken bag Crazy? So what! er at fremhæve betydningen af mental sundhed i tide, og samtidig fremme forståelsen af mennesker med mentale sundhedsproblemer.
Vi er nået frem til, at det er meget bedre at forebygge end at behandle. Og det er også mere effektivt. Vi giver deltagerne mod og motivation, og vi ser lyst på det. Der er altid hjælp at hente. Nogle gange er det nok at have en at tale med. Det er aldrig nemt at kæmpe for sine drømme, men det er det hele værd.
