Jacques Delors er gået bort efter et langt liv med et frugtbart virke, som har haft varig betydning. Det indre marked, Schengen, Erasmus, euroen, Samhørighedsfonden: han bidrog direkte til virkeliggørelsen af store dele af det europæiske projekt, som vi i dag er en del af. Hans europæiske arbejde bygger på en handlingsorienteret etik.

Jacques Delors gav det offentlige engagement fuld anerkendelse. I forbindelse med sit forenings- og fagforeningsarbejde og senere hen i sit politiske arbejde lod aktivisten Jacques Delors, som han i al beskedenhed kaldte sig selv, sig især inspirere af Emmanuel Mouniers tanker og idéer. Som lavmælt kristen betragtede han hvert menneske som en unik skabelse og en del af et net af sociale bånd, som han vidste var nødvendig at mobilisere for at udrette større projekter.

Bekymret over individualismens fremmarch satsede socialdemokraten Jacques Delors på et borgerengagement, hvor alle bidrager til fællesskabets bedste. Hans navn forbliver uløseligt forbundet med samråd, medbestemmelse, kollegialitet og andre former for kollektiv handling, som han fremmede og gjorde gældende. Netop derfor tillagde han Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg og Det Europæiske Regionsudvalg, som han var med til at oprette, så stor betydning. Han respekterede disse formidlende organer og var tilhænger af en oprigtig social dialog baseret på kompromis.

Han praktiserede dette på europæisk plan, hvor han udvidede dialogen til også at omfatte trossamfund. Jacques Delors var ikke nogen frelser. Han var autodidakt, men betragtede ikke sig selv som en "self-made man". Derimod så han sig selv som en person, der blev formet af og sammen med andre samt gennem handling. Hans måde at tænke på blev hele tiden udviklet på grundlag af tilbagemeldinger om hans handlinger, hvorved han kunne forbedre sig. Selvom han var en mand af principper og overbevisninger, som var rodfæstet i hans stærke tro, var han ikke slave af en blind ideologi. Ved at se realistisk på tingene, have situationsfornemmelse og respektere de nationale traditioner fandt han vejen frem.

For ham var realiteterne vigtigere end idéerne, som han formåede at virkeliggøre, når muligheden bød sig. Han genoplivede således idéen om en fælles valuta, og han støttede helt fra starten idéen om Tysklands genforening, som var blevet uundgåelig efter murens fald. Vist er verden af i dag med dens uro ikke længere den samme som i Jacques Delors' Europa. Hans landvindinger som f.eks. det indre marked skal tilpasses og suppleres i lyset af trusler fra stormagter. Men de danner grundlaget for handling i dag. Hans måde at indtænke og forstå realiteterne på og samtidig holde fast i principper og være åben for kompromis for at gøre fælles fremskridt skal igen bringes til live ved de europæiske lederes forhandlingsbord.

Sébastien Maillard, særlig rådgiver for og tidligere leder (2017-2023) af Jacques Delors-instituttet

Jacques Delors, som gik bort den 27. december 2023, vil blive husket som Kommissionens største, mest effektive og mest visionære og fremadskuende formand – en grundlægger af det forenede Europa, ligesom hans forgængere, Jean Monnet og Robert Schuman.

Før Jacques Delors' tid var formanden for Kommissionen ikke meget mere end en EU-bureaukrat. Det var Delors, der gav denne rolle status på højde med stats- og regeringsledere, og gjorde den anerkendt af alle. I løbet af hans ti år på posten, fra 1985 til 1995, gjorde han med støtte fra den tyske kansler, Helmut Kohl, og den franske præsident, François Mitterrand, en ihærdig og beslutsom indsats for at fremme den europæiske integrationsproces. Først pustede han med det samme nyt liv i projektet ved at sætte et mål om at omdanne fællesmarkedet, som byggede på toldunionen, til et ægte indre marked inden 1992. Derefter satte han, mens det indre marked stadig var under udvikling, gang i sit andet store projekt, nemlig den monetære union, og arbejdede samtidig på at udvide Fællesskabets beføjelser med etableringen af Den Europæiske Union gennem Maastrichttraktaten.

Derudover satte han for første gang også fokus på Fællesskabets "demokratiske underskud". Han foreslog således og havde held med at give Europa-Parlamentet større beføjelser, først med samarbejdsproceduren (fastlagt i den europæiske fælles akt) og derefter med den fælles beslutningsprocedure (med Maastrichtreformen), som endelig gav Parlamentet en reel rolle som medlovgiver på de områder, der var underlagt beslutning med kvalificeret flertal i Rådet.

Vejen mod det strategiske mål om et indre marked begyndte med to dokumenter: rapporten om omkostningerne ved ikke at virkeliggøre EU, som viste de økonomiske fordele ved at fjerne de resterende interne lovgivningsmæssige hindringer, og den første hvidbog, som kortlagde alle de lovgivningstiltag (ca. 200), der var nødvendige for at fjerne disse hindringer.

Helt fra begyndelsen udpegede Delors styrkelse af beslutningsmekanismerne og de europæiske institutioner som det vigtigste redskab til at gennemføre projektet. Han foreslog således med den europæiske fælles akt den første reelle reform af Romtraktaterne fra 1957, hvormed Det Europæiske Fællesskab (fællesmarkedet og Euratom) blev oprettet, og overbeviste medlemsstaterne om at godkende den (1987).

Jacques Delors spillede derefter en vigtig rolle i ændringen af Fællesskabets finansielle rammer med en betydelig forøgelse af ressourcerne på budgettet, der med Delors I-pakken (1988-92) steg til 1,20 % af medlemsstaternes samlede BNP og med Delors II-pakken (1993-99) til 1,27 %, og med en stærk forøgelse af midlerne til "økonomisk og social samhørighed" (regional- og strukturpolitikkerne), hvilket blev anset som et nødvendigt modstykke til indførelsen af det indre marked. Men endnu vigtige var ændringen af rammerne for Fællesskabets budget, som netop efter de to Delors-pakker gik fra at være årlige til at blive mellemlangsigtede (syvårige).

Dermed undgik man hvert eneste år at gentage de langvarige finansielle forhandlinger mellem medlemsstaterne, som forsinkede de europæiske institutioners arbejde med flere måneder. Et andet vigtigt element, som Delors indførte i de europæiske politikker, var den sociale dimension (det var bl.a. ham, der indførte den sociale dialog mellem virksomheder, fagforeninger og EU-institutioner). Alligevel var hans sociale dagsorden, som også omfattede en harmonisering af instrumenterne til beskyttelse af arbejdstagere i krisesituationer og til modvirkning af presset for at udflytte produktionsaktiviteter, en af de opgaver, han ikke formåede at færdiggøre.

Det største nederlag led han dog i forbindelse med sin anden hvidbog, som handlede om "vækst, beskæftigelse og konkurrenceevne", og som blev lanceret i stor stil i 1993 som det sidste store projekt i hans embedstid. Det var et forslag om at genoprette og stimulere økonomien (med en finansiering på 20 mia. EUR over 20 år) med udgangspunkt i bl.a. optagelse af fælles gæld (8 mia. EUR om året) samt bidrag fra fællesskabsbudgettet og lån fra Den Europæiske Investeringsbank til at støtte etableringen af transport- og telekommunikationsinfrastruktur og en række andre økonomiske og sociale initiativer (i bund og grund en forsmag på, hvad der over 20 år senere skulle blive til "NextGenerationEU" som reaktion på pandemikrisen).

Planen, som i første omgang blev hilst velkommen af Det Europæiske Råd, blev efterfølgende kritiseret og vraget af EU's finansministre. Årtiet med Jacques Delors endte med nedgang. Tiderne skiftede, og han blev beskyldt for at have for store ambitioner, for at praktisere centraliseret Jakobinisme og for at indføre alt for mange regler. Senere blev flere af hans idéer dog taget op igen, bl.a. de transeuropæiske net og programmet "SURE" til støtte for orlovsordninger for arbejdstagere under covid-19-krisen.

Under the heading To the point, Sandra Parthie, EESC member, president of the Section for the Single Market, Production and Consumption and rapporteur of the opinion, highlights the Committee's proposals on the New European strategy for the Internal Market, to be adopted at the January plenary session.

14.-15. februar 2024

EØSU's plenarforsamling

4.-7. marts 2024

Civilsamfundsugen

Jacques Delors gik bort den 27. december 2023. Han var formand for Kommissionen fra 1985 til 1995 og finansminister i François Mitterrand-regeringen fra 1981 til 1985.

Sébastien Maillard, forhenværende leder af Delors-instituttet i Paris og nuværende særlig rådgiver for selvsamme og desuden tidligere EU-korrespondent i Bruxelles, retter en smuk hyldest til Jacques Delors.

Lorenzo Consoli, en af Europas mest kendte journalister, har ligeledes delagtiggjort læserne af EØSU-info i sine indtryk af Jacques Delors.

Lorenzo Consoli, italiensk journalist og europakorrespondent siden 1991, er en af de mest erfarne specialister inden for europæisk politik og arbejder bl.a. for det italienske nyhedsbureau Askanews. Han var formand for International Press Association i Bruxelles (API) fra 2006 til 2010 og gæsteunderviser inden for rammerne af Executive Master-programmet for EU-journalistik og EU-kommunikation ved Instituttet for videregående studier af social kommunikation (IHECS) i Bruxelles. (ehp)