EØSU lancerer civilsamfundsforum om handel og bæredygtig udvikling

Den 29. marts afholdt EØSU det første europæiske civilsamfundsforum om handel og bæredygtig udvikling, som samlede civilsamfundet, den akademiske verden samt EU-institutioner og internationale institutioner for at drøfte innovative idéer og konkrete anbefalinger til fremtiden for EU's handelspolitik. 

Begivenheden fandt sted på et kritisk tidspunkt for handel og bæredygtig udvikling og omfattede en række gruppearbejdsmøder, hvor man beskæftigede sig med spørgsmål lige fra omfattende rettigheder til overvågning, håndhævelse og meget mere, og hvor deltagerne blev opfordret til at fremføre deres synspunkter som led i den igangværende revision af 15-punktshandlingsplanen om handel og bæredygtig udvikling og den seneste udvikling i EU's partnerlande. 

EØSU forpligter sig til at være en drivkraft for en ambitiøs debat om handel og bæredygtig udvikling, der afspejler civilsamfundets høje forventninger, bekræftede EØSU's formand Christa Schweng. Hun henviste også til de geopolitiske udfordringer i vores tid: Krigen i Ukraine har som så meget andet en bæredygtighedsdimension: Det drejer sig om ressourcer og afhængighed i en verden påvirket af klimaforandringer.

Bernd Lange, formand for Europa-Parlamentets Udvalg om International Handel, understregede, at de globale rammer har ændret sig som følge af covid-19-pandemien og den russiske aggression. Det multilaterale system er i fare, sagde han, og det er klart, at man bør lægge mere vægt på bilaterale handelsaftaler.

Luisa Santos fra Business Europe var enig i, at multilateralismen er i krise, men tilføjede: Vi må ikke give op, for vi har brug for de multilaterale institutioner for at opretholde dialogen, og pegede på en række nylige miljøinitiativer på Verdenshandelsorganisationens (WTO) niveau. 

Anaïs Berthier fra Client Earth mente, at EU's handelspolitik er for isoleret fra andre politikker såsom miljø- og klimapolitikker. Hun understregede, at selvstændige initiativer, der gennemføres, skal sikre, at de produkter, der markedsføres i EU, skal opfylde bæredygtighedskriterier

Maria Martin-Prat, vicegeneraldirektør for Handel i Kommissionen, som leder det igangværende arbejde med revisionen af handel og bæredygtig udvikling, sagde, at målet ikke er sammenhæng, men derimod det, der er effektivt og skaber forandringer. 

Jean-Marie Paugam, vicegeneraldirektør i WTO, understregede, at handel ikke må være en hindring for miljøpolitikker. Med hensyn til bæredygtig udvikling har vi en mekanisme til anmeldelse af handelsforanstaltninger, og vi har set, at massive handelsforanstaltninger er blevet ophøjet til miljømål, sagde han. 

Tanja Buzek, formand for EØSU's opfølgningsudvalg for international handel og ordfører for EØSU's udtalelse om revisionen af handel og bæredygtig udvikling, skruede op for forventningerne ved at sige, at prioriteringerne vedrørende revisionen af handel og bæredygtig udvikling bør mødes med et åbent sind, hvilket også indebærer en nedbrydning af siloerne. En ambitiøs revision skal omfatte en ny sanktionsbaseret håndhævelsesmetode med en stærkere overvågningsmekanisme i civilsamfundet, der anvender innovative instrumenter og fremmer løftestangseffekten for handel og bæredygtig udvikling. (at)