På sin plenarforsamling i april vedtog EØSU en resolution om konferencen om Europas fremtid, hvori udvalget opfordrer til at skabe "en ny fortælling for Europa, som er baseret på forholdene i det virkelige liv", genskabe kontakten til de europæiske borgere og få fornyet føling med dem. Det organiserede civilsamfund må derfor inddrages og tildeles en central rolle.

Resolutionen En ny fortælling om Europa indeholder en række anbefalinger til, hvordan den forestående konference om Europas fremtid kan udnyttes bedst muligt som en lejlighed til at udforme en fremtid for Europa med velstand, bæredygtighed og retfærdighed. EØSU's formand, Christa Schweng, understregede vigtigheden af at opnå håndgribelige resultater og sagde: "Konferencen skal skabe konkrete og målbare fremskridt og ikke kun bestå af ikkebindende drøftelser. Med andre ord bør de tanker, der kommer til udtryk på konferencen, give sig udslag i konkrete anbefalinger til EU-foranstaltninger."

Christa Schweng gentog også, at det var nødvendigt at få borgerne til igen at føle sig som en del af EU, og sagde: "Europas fremtid har også brug for en ny, positiv fortælling. Vi må bevise over for alle og minde dem om, at Europa er et fantastisk sted at bo og trives. Desuden kan det organiserede europæiske civilsamfund ikke sættes ud på sidelinjen. Hvis vi virkelig ønsker at bringe det europæiske projekt tilbage til borgerne, bør civilsamfundet sidde i førersædet."

Blandt andre aspekter skitserer resolutionen behovet for "en retfærdig og bæredygtig genopretning fra covid-19-krisen, som baner vej for et mere inklusivt samfund og opbygger langsigtet konkurrencedygtighed". I resolutionen anerkendes det også, at den dobbelte omstilling, dvs. den grønne og den digitale omstilling, "spiller en afgørende rolle", og at der er brug for at benytte den lejlighed, som byder sig med konferencen om Europas fremtid, til at modernisere og omstille EU's industrielle sektorer og deres forsyningskæder, så de kan forblive konkurrencedygtige i en verden med lavere emissioner.

Kort sagt bør konferencen om Europas fremtid være det redskab, som kan bruges til at skabe varige forandringer i EU, herunder øget og mere meningsfuld inddragelse af borgerne og det organiserede civilsamfund i det europæiske offentlige rum. (dgf)