EU's fremtidige økonomiske styring skal markere et "vendepunkt", ikke en "tilbagevenden til normal praksis".

Kommissionens gennemgang af den økonomiske styring i 2020 kommer på det rette tidspunkt og bør bane vejen for en omfattende reform med henblik på at "gå i retning af" en revideret og afbalanceret ramme i stedet for at "vende tilbage" til normal praksis. I en udtalelse udarbejdet af Judith Vorbach og Tommaso Di Fazio, som blev vedtaget på plenarforsamlingen i september, påpeger EØSU, at der er behov for en afbalanceret økonomisk politik på EU-niveau – en, der fokuserer på velstand for at fremme borgernes trivsel og på en række vigtige politiske målsætninger såsom bæredygtig og inklusiv vækst, fuld beskæftigelse og anstændigt arbejde, retfærdig fordeling af den materielle rigdom, folkesundhed og livskvalitet, miljømæssig bæredygtighed, de finansielle markeder, prisstabilitet, velafbalancerede handelsforbindelser, en konkurrencedygtig social markedsøkonomi og stabile offentlige finanser.

Judith Vorbach, der på det kraftigste opfordrede Kommissionen og medlemsstaterne til at tage de aktuelle EU-regler op til fornyet overvejelse i kølvandet på covid-19-pandemien, sagde: "Der er akut behov for at revidere og modernisere rammerne for økonomisk styring. De bør være mere afbalancerede og fokusere på velstand, hvilket vil fremme borgernes trivsel i Europa. Ingen må lades i stikken. En måde at gøre dette på er at anvende "den gyldne regel" for offentlige investeringer for at sikre produktiviteten og det sociale og økologiske grundlag for de kommende generationers trivsel. Yderligere vigtige punkter er at sikre tilstrækkelige offentlige indtægter, opnå en retfærdig skattepolitik og at afbøde de økonomisk tvivlsomme indikatorers indflydelse på den politiske beslutningstagning. Det er også vigtigt, at Europa-Parlamentet, arbejdsmarkedets parter og civilsamfundet som helhed inddrages i højere grad."

Tommaso Di Fazio erklærede sig enig og tilføjede: "Covid-19-krisen udgør et massivt chok, der kræver mobilisering af alle finansielle ressourcer. Der er behov for en fælles og målrettet indsats for at dæmme op for de økonomiske og sociale konsekvenser af pandemien og sikre, at den byrde, der opstår som følge af skaderne, fordeles ligeligt internt i og mellem medlemsstaterne. Der er allerede truffet vigtige kortsigtede foranstaltninger, herunder aktiveringen af den finanspolitiske rammes generelle undtagelsesklausul. Men i stedet for at "vende tilbage til normal praksis" for hurtigt må vi tage et spring fremad og "gå i retning af" en revideret økonomisk vision, som går ud på at investere mere i uddannelse, forskning og udvikling samt strategiske produktionsaktiviteter. " (mp)