"Det er tid til at tage konkrete skridt fremad med udgangspunkt i Draghirapporten, inden dens budskaber går tabt i de politiske korridorer. Vi har brug for gode strateger og beslutningstagere, der er i stand til at gå videre end rapporten og udvikle strategier for EU's industripolitik". Sådan lyder det fra den kroatiske iværksætter og videnskabsmand Stjepan Orešković.  Sammen med Jörn Fleck, der er ledende direktør for den transatlantiske tænketank Atlantic Council, præsenterede han det ambitiøse initiativ Future 500 på den offentlige internationale konference Conclave II i Bruxelles. Future 500 er en del af Atlantic Councils bredere platform SEEUS Futures og har til formål at udpege og støtte 500 europæiske virksomheder med potentiale til betydelig vækst og global indvirkning. Målet er at hjælpe Europas nye iværksættere med at konkurrere globalt samt styrke Europas tilstedeværelse på den internationale økonomiske scene. Stjepan Orešković har fortalt os mere om projektet.

Kan du kort præsentere grundtanken bag Future 500-projektet?

Initiativet trækker på viden fra vigtige rapporter om Europas fremtid udarbejdet af Mario Draghi, Enrico Letta og Manuel Heitor, som er blevet analyseret ud fra både videnskabsfolks og iværksætteres perspektiv. Det rejser en række kritiske spørgsmål: Hvem skal gennemføre disse planer for konkurrenceevnen og det nyligt offentliggjorte konkurrenceevnekompas? Hvilke mekanismer vil der blive anvendt? Hvilke omkostninger vil det have? Og hvilke resultater kan man forvente sammenlignet med de seneste resultater i amerikanske højvækstvirksomheder? Future 500-projektet er en hjørnesten i SEEUS-platformen, der repræsenterer USA, EU og Sydøsteuropa og har til formål at fremme synligheden og samarbejdet mellem disse regioner. Det er strategisk udformet til at tage hånd om Europas presserende behov for at fremme et dynamisk miljø, der giver lokale virksomheder mulighed for at blive ledere på globalt plan. Initiativet har fokus på at tilvejebringe venturekapital, strategisk rådgivning og internationalt netværkssamarbejde, hvor man kan lære af eksperter som Dani Rodrik fra Harvard University og Beata Jaworcik fra EBRD om, hvordan man udvikler industripolitikker i det 21. århundrede, der forbedrer vores konkurrenceevne betydeligt.

Har I allerede potentielle kandidater til de 500 virksomheder, I regner med at udvælge? Hvilke grundlæggende krav skal en virksomhed opfylde for blive udvalgt?

Vi har endnu ikke udvalgt nogen specifikke virksomheder, men Future 500 vil være rettet mod virksomheder med potentiale for skalerbarhed og hurtigt vækst. Det vil være en åben og løbende proces, hvor vi prioriteter økonomisk potentiale, innovation og strategisk betydning inden for virksomhedernes respektive sektorer. Vi vil også forsøge at etablere partnerskaber med multilaterale udviklingsbanker og investorer, der allerede hjælper virksomheder med at blive konkurrencedygtige. Vi har fokus på virksomheder, der allerede udviser en solid vækstkurs, innovationskapaciteter og ambitioner om at opskalere globalt. Det vil sikre, at virksomhederne ikke kun er markedsledere, men også banebrydere inden for teknologi og forretningsmodeller. Vi vil bygge videre på erfaringerne fra store projekter som Scale-Up Europe, som samler stiftere, investorer, erhvervsledere og forskere med det formål at gøre Europa til hjemsted for teknologiske frontløbere. For EU's kandidatlande vil disse potentielt udvalgte virksomheder have særlig afgørende betydning, da de vil inkorporere principperne for den nye økonomi og fungere som rollemodeller for ambitiøse, internationalt konkurrencedygtige virksomheder, der ikke overvejende afhænger af national finansiering fra skatteyderne.

Hvor optimistisk er du med hensyn til Europas potentiale i den globale konkurrence?

Der er betydelig grund til at være optimistisk med hensyn til Europas kapacitet til at styrke sin globale konkurrenceevne og bevæge sig væk fra den fremherskende tendens til selvmedlidenhed. Benchmarket for det samlede aktieafkast i euroområdet, siden vi bevægede os ind i dette "bull-marked" sidst i 2022, har været højere end for S&P 500, hvis man ikke medregner Nvidia. De europæiske social- og sundhedssystemer holder folk sunde og aktive i længere tid med meget lavere omkostninger, hvilket har en positiv indvirkning på produktiviteten og konkurrenceevnen i vores økonomi på globalt plan.

Vi forsøger at efterleve Immanuel Kants begreb om "ægte entusiasme", som han nævnte i forbindelse med den franske revolution. Med denne tankegang kan udfordringer blive en motiverende kraft og føre til tilsyneladende uovervindelig beslutsomhed. Vi har brug for færre rigmænd og unge hvalpe – den rige elite, der hviler på laurbærrene, og overdrevent lydige, uambitiøse følgere – som i de seneste to årtier har haft nogle fordele. Vi har i stedet brug for "sultne unge mennesker" – drevne og ambitiøse individer, der er klar til at tage udfordringerne op.

Future 500-initiativet skal proaktivt tage hånd om de kroniske problemer, der fremhæves i rapporterne om konkurrenceevnen, såsom behovet for dristig innovation og opskalering af virksomheder. Europas globale position vil i høj grad afhænge af vores evne til at integrere avancerede teknologier, fremme iværksættertalent og finjustere industripolitikkerne til at støtte inklusiv vækst. Ved at udnytte vores veluddannede arbejdsstyrke, rige innovative arv og traditionelle og nye industrisektorer – og tage hånd om spørgsmål som fragmenteret lovgivning og ubalance på markedet – sigter initiativet mod at skabe et frugtbart miljø for erhvervsledere og innovatorer.

Kort sagt er Future 500-initiativet et vigtigt skridt i retning af at teste Europas økonomiske landskab og positionere kontinentet som en global konkurrent ved at fremme virksomheder med stort potentiale og styrke iværksætterøkosystemet. Vi har ingen chance for at klare os i konkurrencen, hvis vi ikke kender vores konkurrenter.

Stjepan Orešković er videnskabsmand og iværksætter. Han er medlem af European Academy of Science and Arts og stifter af Bosqar Invest. Under hans families ledelse voksede Bosqar Invests arbejdsstyrke fra 300 til over 16.000 medarbejdere på fem år, hvilket demonstrerer en fremragende strategi for opskalering, der integrerer videnskab, teknologi, investeringer fra pensionsfonde og andre fonde og modigt iværksætteri – en vigtig tilgang, som der slås til lyd for i Mario Draghis rapport. Dette strategiske fokus har sandsynligvis påvirket Atlantic Councils iværksættelse af Future 500-projektet, som han her fortæller om.