Meget kunne være bedre, når det drejer sig om demokratiets tilstand som helhed, navnlig det europæiske borgerinitiativ (ECI).

Ifølge den seneste "World Democracy Report", som blev fremlagt af "Varieties of Democracy" den 7. marts, er procentdelen af mennesker, der lever i demokratier, faldet til samme niveau som for næsten 40 år siden. Samtidig med, at flere mennesker end nogensinde i hele verden er berettigede til at stemme ved valg i år, bliver et stort antal af de lande, der er værter for disse valg, mere autokratiske.

Der lød også kritiske røster under civilsamfundsugen, der som den første af sin slags blev afholdt af Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg i begyndelsen af marts. Kritikken vedrørte det europæiske borgerinitiativ – det første grænseoverskridende direkte demokratiske redskab i verden. "For kompliceret", for "uattraktivt", "kun ringe tillid", "ineffektivt" og "ikke særlig kendt" var blot nogle af de knap så flatterende tilbagemeldinger fra interessenter fra civilsamfundet, medierne, den akademiske verden og forvaltningen af ECI.

Jeg syntes, at disse meget kritiske vurderinger var skræmmende korrekte – men også, at kritikken var for forsigtig og moderat. Demokratiet fortjener at være den dominerende styreform verden over. For at opnå dette er vi som borgere og stemmeberettigede vælgere på denne planet nu nødt til at række ud efter mere end det, vi allerede har. 

Det betyder, at der skal gøres mere end at forsvare sig mod rædsler og mod nutidens diktatorer og deres kujonagtige håndlangere. Vi er nødt til at tage meget større skridt fremad. Videreudviklingen af det europæiske borgerinitiativ er et eksempel på et sådant skridt.

For hvad har vi fået med ECI? Tre ting. En rettighed, et instrument og et værktøj, der ikke tidligere har eksisteret i historien eller et andet sted i verden. Det er komplekst og bredt udformet, digitalt, direkte demokratisk, tværnationalt, har en understøttende infrastruktur og anvendes i vid udstrækning. 

Siden 2012 er ECI blevet oprettet, indført, praktiseret og forbedret, hvilket gør det til et levende bevis for, at det demokratiske rum kan udvides og konsolideres, selv under de vanskeligste omstændigheder.

Næste år, når initiativet fylder 13 år, vil dette forkælede barn forhåbentlig udvikle sig til en stædig teenager, der kan vise Europa og verden, hvad det er i stand til. Og vi har brug for denne friske, vilde styrke til på afgørende vis at puste nyt liv i de rodfæstede mentaliteter i nationalstaterne og de bureaukratiske strukturer i Den Europæiske Union. 

Lad os sige det, som det er – vi har ikke brug for en konstant urolig genopfindelse af demokratiske måder at leve sammen på, som ofte går under navnet innovation. I stedet er vi nødt til at hellige os ECI for at sikre, at det når at fylde 16 år eller som minimum 18 år ved udgangen af dette årti.  

Hvad vil dette sige? Inden 2028 eller 2030 skal der ske to vigtige ændringer. For det første skal ECI's beføjelser til at fastsætte dagsordenen ligestilles med Europa-Parlamentets beføjelser. Med andre ord bør europæerne kunne foreslå lovgivning og andre regeringstiltag på samme måde som valgte medlemmer af Europa-Parlamentet.

For det andet bør EU's borgere inden udgangen af dette årti kunne tage initiativ til ikke blot lovgivning, men også afstemninger blandt befolkningen i hele Europa om væsentlige spørgsmål – ofte blot kaldet folkeafstemninger. Den paneuropæiske folkeafstemning er ikke nogen ny idé, men det er en idé, som tiden nu er moden til takket være ECI's tilblivelse og tidlige funktion.

Hvis en sådan udformet fremtid kan bygges op omkring ECI, vil folk se tilbage på dette værktøj og på dette tidspunkt som det, der skabte et af de mest fantastiske demokratiske resultater siden gennembruddet for almindelige og lige valg i det 20. århundrede.