Af EØSU's Arbejdstagergruppe

Energikooperativer og -fællesskaber er afgørende, hvis den grønne omstilling skal blive en succes. Dette til trods giver Kommissionen dem ikke den ellers fortjente fremtrædende plads i sin handlingsplan for vindkraft i Europa, som synes at se bort fra den voksende modstand mod nye vindmølleparker.

Kommissionen fremlagde i oktober den europæiske handlingsplan for vindkraft for at sikre, at omstillingen til ren energi går hånd i hånd med industriel konkurrenceevne, og at vindkraft fortsat er en europæisk succeshistorie.

Vindkraft står for mere end en tredjedel af Europas vedvarende elektricitet og for mere end 17 % af den samlede elproduktion og er dermed afgørende for, at man i fremtiden kan opnå en nettonulelproduktion.

Det virker imidlertid som om, Kommissionens handlingsplan ser helt bort fra den voksende modstand mod nye vindmølleparker, fra bl.a. landskabs- og naturbeskyttelsesforkæmpere, i form af "ikke i min baghave"-lignende.reaktioner (NIMBY)

Kooperativer og lokalsamfund, der er drivkraften bag en lokal borgerstyret proces med øget egenansvar for omstillingen, er afgørende for at overvinde denne modstand og sikre, at så mange som muligt kan få gavn af omstillingen. Desuden er de også vigtige, hvis produktionen af vedvarende energi skal skabe et nyt og mere decentraliseret elproduktionssystem.

I stedet fokuserer Kommissionens handlingsplan kun på større virksomheder. Dette vil skade processen, mindske accepten og gå ud over omstillingen. Kommissionen bør genoverveje anvendelsesområdet for sin handlingsplan og medtage borgernes deltagelse i søjle 7.

Den bør sikre, at buddene ikke udelukkende er prisbaserede men tager hensyn til spørgsmål, der vedrører miljø, sundhed og sikkerhed på arbejdspladsen samt kollektive overenskomstforhandlinger, hvilket EØSU for nylig anbefalede i sin udtalelse om emnet.