Da EU er et moderne repræsentativt demokrati med et system med delte beføjelser og specialiserede institutioner, er det ikke altid lige let for den enkelte EU-borger at forstå og vurdere den politiske beslutningsproces og påvirke den på det rette tidspunkt med det mest effektive værktøj.
Så lad os se på de mange måder, hvorpå vi som borgere kan vælge forskellige institutioner og give dem opgaver, og hvordan vi selv kan blive aktive i beslutningstagningen på EU-niveau.
Vi vælger regelmæssigt vores parlamenter i henholdsvis vores landes hovedstæder og i Den Europæiske Union. Her har du mulighed for selv at stille op som kandidat og blive valgt.
- Valget af det nationale parlament har afgørende betydning for EU's beslutningsproces, eftersom det påvirker den nationale regerings sammensætning (og i mange tilfælde også er bestemmende for, hvem der bliver stats- eller regeringsleder). Den nationale regering er selv en del af Det Europæiske Råd og Rådet for Den Europæiske Union, to af EU's syv institutioner. Det nationale parlament har også noget at skulle have sagt, når det gælder EU's lovgivningsproces.
- Valget til Europa-Parlamentet (EP) er det mest direkte middel, hvormed offentligheden kan øve indflydelse på EU-plan. Gennem årene har forsamlingen med 705 medlemmer fået markant flere beføjelser og har nu på mange måder næsten lige så mange beføjelser som Rådet for Den Europæiske Union (der består af medlemsstaternes regeringer).
Læs mere om Europa-Parlamentets beføjelser.
Du har måske en god idé til, hvordan man kan forandre Europa, eller bare et lille problem med at etablere en virksomhed på den anden side af grænsen. Du vil måske gerne iværksætte en omfattende kampagne mod en eksisterende europæisk lov eller blot klage over en EU-tjenestemand.
Der kan være alle mulige gode grunde til at blive en aktiv EU-borger, men kun nogle få vigtige spørgsmål, som du skal tænke over, inden du går i gang. Det kan tage tid at overveje disse spørgsmål og finde et svar. Da du skal være med til at forandre EU – et tværnationalt politisk fællesskab med knap 450 mio. mennesker – vil kvaliteten af dine forberedelser dog være altafgørende for, at det lykkes. Så vær omhyggelig... og kom så i gang!
Med udgangspunkt i denne oversigt kan du tilpasse dine tiltag til den relevante kompetence (enekompetence, delt kompetence eller understøttende kompetence) og overveje supplerende tiltag på nationalt (eller et andet) plan, hvis der er tale om delt/understøttende EU-kompetence. Hvad angår forslag til tiltag, der falder uden for EU's kompetenceområder, vil det i første omgang nok blive svært overhovedet at få dem godkendt af den EU-institution, som du ønsker at præsentere din idé for.
Mere om kompetencefordeling i Den Europæiske Union: commission.europa.eu/about/role/law/areas-eu-action_da.
