Den unge klima- og menneskerettighedsaktivist og medstifter af Youth for Climate Belgium, Adélaïde Charlier, fortæller om alt det, der gik galt ved COP29-klimaaftalen, som netop er blevet forhandlet på plads i Aserbajdsjans hovedstad Baku. Mange betragter COP29 som et symbol på tillidssvigt og klimaulighed, og civile organisationer og sårbare lande er dybt skuffede.

Den nylige COP29-klimakonference i Baku har splittet verden, og sårbare lande og civilsamfundet er dybt frustrerede over det, de betragter som et tillidssvigt. Selv om der blev indgået en aftale – med et løfte om 300 mia. USD om året til at hjælpe udviklingslandene med at tilpasse sig klimaændringerne inden 2035 – rækker det langt fra til at opfylde det presserende behov hos dem, der oplever klimakrisen på nærmeste hold.

"Ingen aftale er bedre end en dårlig aftale"

24 timer før den endelige aftale blev underskrevet, slog Harjeet Singh, der er direktør med ansvar for globalt engagement hos Fossil Fuel Non-Proliferation Treaty Initiative, tonen an: "Ingen aftale er bedre end en dårlig aftale". Hans udtalelse afspejlede den stigende spænding mellem de berørte lande, civilsamfundet og de mere velstående nationer. Søndag blev det nedslående resultat af konferencen præsenteret med kun ét finansielt mål: løftet om at yde "300 mia. USD om året inden 2035". Målet er latterligt, da det ligger langt under det, de sårbare lande i fællesskab havde efterlyst (1,3 bio. USD til dækning af deres behov for tilpasning, afbødning og håndtering af tab og skader).

Aftalen er knyttet til det nye kollektive kvantificerede mål (NCQG), som skal finansiere klimaomstillingen i udviklingslandene. Selv om beløbet er tre gange højere end målet fra 2009 på 100 mia. USD, som først blev nået to år for sent i 2022, er det stadig langt fra nok. Tager man inflationen i betragtning, svarer 2009-løftet på 100 mia. USD til 258 mia. i 2035. Set i dette lys er det en reel stigning på kun 42 mia. USD. De sårbare landes opråb var helt klart: "billioner, ikke milliarder".

Strukturen i det foreslåede finansielle mål er lige så skuffende som selve beløbet. Der er slet ingen særlige forpligtelser om offentlige finansieringsmekanismer såsom tilskud eller subsidier, som landene i det globale syd har så hårdt brug for.

Der er heller ingen delmål for tilstrækkelig finansiering til afbødning, tilpasning og håndtering af tab og skader. Manglen på et klart fokus på tilpasningsforanstaltninger viser sammen med en uforholdsmæssig stor vægt på afbødning – der primært finansieres af multilaterale udviklingsbanker og den private sektor – at vi stadig ikke har taget ved lære af 2009. Her blev der slet ikke afsat nok midler til afbødningsforanstaltninger, og at der heller ikke blev taget ansvar eller afsat særskilt finansiering til tab og skader, gjorde kun situationen værre.

Tab og skader nævnes ganske vist, men i stedet for at indgå som en meningsfuld del af aftalen, omtales det kun vagt og overfladisk. Rammen lader også døren stå på vid gab for en omfattende afhængighed af privat finansiering, bl.a. gennem offentlig-private partnerskaber, private investeringer med lav risiko støttet af offentlige midler og fuldt ud private investeringer, som aktivt tilskyndes.

Det historiske ansvar bliver overset

Ud over den utilstrækkelige finansiering har aftalen afsløret, at der er dybe revner i klimadiplomatiet. De mere velstående lande har undladt at påtage sig en tilsvarende større del af ansvaret – de overlader i stedet den finansielle byrde til de sårbare lande, der allerede lider under de største konsekvenser af klimaforandringerne. Lande som Indien, Cuba, Bolivia og Nigeria gav udtryk for deres vrede og beskyldte de rige lande for ikke at betale for deres historiske drivhusgasudledninger.

Denne tilsidesættelse har ført til et totalt tillidsbrud, og spændingerne har nået et niveau, som vi ikke før har set i COP-forhandlingerne. Det nuværende løfte om 300 mia. USD falmer i forhold til den 1 bio. USD, som FN's eksperter vurderer, at udviklingslandene (eksklusive Kina) som minimum har brug for i investeringer inden 2035.

En dårlig aftale indgået under pres

Verdens fattigste og mest sårbare lande, herunder de 45 mindst udviklede lande (LDC-lande) og 40 små østater, endte under et enormt politisk pres med at acceptere aftalen. Frygten for slet ikke at få nogen aftale i hus – og især udsigten til Donald Trump i præsidentsædet, hvilket kan true fremtidige klimafremskridt – tvang dem til at skrive under. For mange var det et bittert kompromis: de var nødt til at acceptere utilstrækkelig finansiering for at sikre øjeblikkelig bistand.

Prisen for forsinkelser

Denne "dårlige aftale" er ikke blot et slag for de diplomatiske forbindelser – det får også ødelæggende konsekvenser for millioner af menneskeliv. Sårbare lande er allerede blevet presset til deres yderste af de ekstreme vejrforhold, den stigende vandstand i havene og ressourceknaphed. Regeringerne i de mere velstående lande er nødt til at se i øjnene, at det kommer til at koste langt mindre at investere i klimaindsatsen nu, end det gør at vente på den katastrofalt høje regning, som naturen tvinger os til at betale.

Resultatet af COP29 er en kraftig påmindelse om, at klimakrisen kræver en modig, hurtig indsats og retfærdighed for de hårdest ramte. Uden banebrydende forpligtelser bliver kløften mellem det globale nord og syd større og større for hvert år, der går, og det underminerer selve essensen af det globale klimasamarbejde.

Nu hvor næste stop er COP30, står det klart, at kampen for klimaretfærdighed langt fra er slut.

Adélaïde Charlier er en 23-årig europæisk klimaretfærdighedsaktivist, bedst kendt som medstifter af Youth for Climate Belgium og senest som stifter af organisationen The Bridge (brobygning mellem unge og klimapolitik). Hun er også nomineret til Forbes' 2024-udgave af 30under30.

"Vi kvinder i landdistrikterne ønsker ikke medlidenhed eller medfølelse. Vi vil anerkendes og værdsættes som ligeværdige i kampen for bæredygtig udvikling. Vi har brug for muligheder og grundlæggende tjenester af høj kvalitet for at kunne blive i vores områder og fortsætte med at brødføde verden", siger Luz Haro Guanga, ecuadoriansk landbruger og eksekutivsekretær for netværket af kvinder i landdistrikter i Latinamerika og Caribien (RedLAC), som for nylig talte ved EØSU's debat om "Kvinder og den tredobbelte miljøkrise". I sit interview med EØSU Info fortæller Luz Haro Guanga om konsekvenserne af klimaændringerne i Latinamerika, og hvorfor der – på trods af tilbageslaget fra COP16 – ikke er plads eller tid til pessimisme i kampen for en mere bæredygtig og sundere klode.

Din organisation, RedLAC, deltog i COP16. Er du skuffet over resultaterne af konferencen, da man ikke nåede til enighed om finansiering af beskyttelse af natur og biodiversitet? Blev der opnået noget på COP16?

Luz Haro Guanga: Som ecuadoriansk kvinde fra landet har jeg kæmpet for mine medsøstres rettigheder i Ecuador siden 1980'erne. Blandt de erfaringer, som disse næsten 40 år har lært mig, er, at samfundsmæssige processer kræver en kæmpe indsats, kun kaster få umiddelbare resultater af sig og frem for alt kræver vedholdenhed, ihærdighed og insisteren. En konsensus om finansiering til beskyttelse af natur og biodiversitet ville have været fantastisk, men jeg er sikker på, at opråbet fra tusindvis af mænd og kvinder i byer og landdistrikter kom til COP16 som en lavine af sandkorn, fandt vej til hjerter og tanker hos folk, der ikke tidligere havde noget ønske om at støtte denne presserende klimaindsats.

Det lykkedes os ikke at nå vores mål, men lige nu er vi nødt til at stå fast over for myndighederne i hver eneste by, i alle samfund og alle lande, så de lægger mærke til os og med personlig, teknisk og politisk vilje træffer de bedste beslutninger for at undgå, at mennesker fremover dør af sult, fordi vi ikke handlede i dag.

Hvordan påvirker klimaændringerne indfødte og kvinder fra landdistrikter i Latinamerika?

Jeg vil gerne fremhæve nogle fakta fra et dokument udarbejdet af Den Interamerikanske Kommission for Kvinder (CIM) under Organisationen af Amerikanske Stater (OAS) med udgangspunkt i dialoger med 70 kvindelige ledere fra 16 forskellige lande. Dialogprocessen begyndte i september 2024. Dokumentet blev fremlagt på COP16 og indeholdt udtalelser fra kvinder i landdistrikterne.

Konklusionen var, at klimaændringer er en realitet i alle lande, herunder i Nord-, Syd- og Mellemamerika, og har alvorlige konsekvenser. Der blev dog fremhævet fire klimabegivenheder.

Forlængede tørkeperioder: Nogle lande rapporterede om måneder med meget lidt nedbør, samtidig med at lande længere mod syd meldte om årelang tørke.

Temperaturstigningerne ligger et godt stykke over de normale niveauer: De høje temperaturer er sammen med den tørre jord årsag til de mange brande (nogle opstår spontant, mens andre er påsat), men de bliver alle sammen forværret af det tørre miljø og påvirker dermed alt liv og biologisk mangfoldige systemer. På tidspunktet for mødet i Brasilien blev det eksempelvis rapporteret, at der var 300 aktive udbrud af brande i staten Piauí.

Storme: Det blev nævnt, at regnen er intens og kommer i meget korte brud, ofte ledsaget af kraftige storme. Deltagere fra Mellemamerika, Mexico, Den Dominikanske Republik og kystregionen i Colombia talte om en stigning i intensiteten og hyppigheden af orkaner og tropiske storme, der påvirker deres områder.

Ændringer i nedbørsmønstre: "Det regner, når man mindst venter det", var en sætning, der lød på alle møder, og i de sydlige områder og i andesegnene kunne de berette om uventet frost, hagl og snefald. Generelt blev der konstateret et fald i den årlige nedbør, men det blev sagt, at når det regner, så er regnen meget voldsom og forårsager oversvømmelser og naturkatastrofer, medfører tab af menneskeliv, infrastruktur, veje og afgrøder og påvirker levevilkårene, navnlig i landdistrikterne. En deltager opsummerede det således: "nogle gange er regnen frygtindgydende".

Samtidig gennemføres der ikkebæredygtige praksisser, som udtømmer naturressourcerne. Det mest bekymrende og samtidig mest omtalte problem var skovhugst eller rydning af skove og mangrover, påsatte skovbrande, dårlig håndtering af vandressourcer, forurening, fremme af intensive, ekspansive, vandintensive og forurenende aktiviteter og overdreven brug af landbrugskemikalier, ukrudtsmidler og insektgift.

Et aspekt, der skilte sig ud, var passiviteten hos visse lokale og nationale myndigheder, som ikke udviklede lovgivningsmæssige rammer for at begrænse destruktive aktiviteter og fremme bæredygtige produktionsstrategier. Nogle lande har lovgivning på området, men på grund af korruption eller personlige politiske interesser bliver den ikke gennemført af myndighederne.

De internationale ledere opfordres derfor til at lægge større pres på staterne for at overholde de traktater om biodiversitet og klimaændringer, de har undertegnet.

Er du optimistisk eller pessimistisk med hensyn til den retning, som kampen for klima- og miljøbeskyttelse bevæger sig i? Hvad mener du, der bør gøres?

Hvis vi ikke drømmer stort, vil vi ikke opnå store ting. Selv om klimaændringerne påvirker os, og følgerne heraf viser sig med al hast, må vi ikke holde op med at kæmpe for, at beslutningstagerne får øjnene op for de grundlæggende aspekter, der kræver en prioriteret indsats, ikke kun med hensyn til finansiering, men også med hensyn til koordinering, samarbejde og mindre egoisme og partisk politisk iver.

Jeg tror på, at hvis vi bliver ved med at insistere, råber op og støtter de langsigtede sociale processer gennem en vedholdende indsat - hvis vi indgår strategiske alliancer i Nord-, Syd- og Mellemamerika og rundt omkring i verden, så kan vi påvirke de offentlige politikker og sikre, at dem der sidder på magten eller træffer beslutningerne, gør det med den overbevisning, at der er et bydende behov for at bekæmpe klimaændringerne og samtidig begrænse de aktiviteter, der sætter gang i de skadelige og ødelæggende følger for vores klode: brande, monokulturer, vilkårlig brug af insektgift og kemikalier, ødelæggelse af vandområder, uhæmmet fiskeri, ødelæggelse af vandkilder, spildevandsbehandling osv.

Pessimisme vil svække vores røst og i sidste ende få os til at opgive vores arbejde og vores kamp. Vi har ingen tid at spilde eller plads til pessimisme i kampen for en mere bæredygtig og sundere klode på trods af negative begivenheder. Det er et spørgsmål om liv og død for nuværende og kommende generationer!

Det var i går tiden var inde til at handle. Men i dag er stadig en god dag at begynde at ændre indstilling og indgå forpligtelser til gavn for alle mennesker.

Luz Haro Guanga er ecuadoriansk landbruger og eksekutivsekretær for Network of Rural Women of Latin America and the Carribean (RedLAC) samt forperson for den ecuadorianske afdeling af RedLAC, FUNMUJERURAL-e. RedLAC er en social organisation bestående af mere end 200 kvindeorganisationer i landdistrikter fra hele Latinamerika og Caribien. Den blev grundlagt i Argentina i 1990 og har til formål at fremme effektiv borgerdeltagelse og politisk deltagelse af kvinder i landdistrikterne. Takket være RedLAC's mangeårige indsats har Organisationen af Amerikanske Stater (OAS) udråbt perioden 2024-2034 til "Det Interamerikanske årti for alle voksne kvinders, unge pigers og små pigers rettigheder i landdistrikterne i Nord-, Syd- og Mellemamerika".

I 2021 vandt den belgiske organisation "Grootouders voor het Klimaat” (bedsteforældre for klimaet) EØSU’s civilsamfundspris på klimaområdet med deres kampagne "Vores sparepenge til deres fremtid". Kampagnen har til formål at tilskynde ca. 2,4 mio. belgiske bedsteforældre til at geninvestere deres opsparing – dengang anslået til ca. 910 mia. EUR i aktiver – i mere bæredygtige projekter. EØSU info har talt med Grootouders voor het Klimaat om klima og bæredygtig finansiering lige nu og om deres forventninger og planer for fremtiden.

Ser I konkrete resultater af jeres kampagne efter tre år? Hvordan ser I generelt på status for klimafinansiering og bæredygtig finansiering i Belgien – sker der fremskridt, og er borgerne i stigende grad bevidste om dens betydning?

EØSU's pris var en vigtig anerkendelse og støtte for os. Vi har ofte henvist til prisen i forbindelse med kontakter med myndigheder, andre støtteorganisationer og vores medborgere. Den hjalp os med at etablere yderligere kontakter og videreudvikle vores kampagne for både bedsteforældre og yngre generationer. Vi har udarbejdet præsentationer, gennemført workshops og afholdt en række kurser om bæredygtig finansiering.

Vi har konstateret, at det stadig er et vanskeligt emne, men at EU har gjort en stor lovgivningsindsats (taksonomi, grøn pagt, direktivet om virksomheders bæredygtighedsrapportering, direktivet om virksomhedernes due diligence i forbindelse med bæredygtighed m.m.), hvilket betyder, at virksomheder og sektorer nu indleder flere og flere initiativer, som vi kan henvise til. Det er positivt og nødvendigt, hvilket (manglende) resultater fra COP'en i Baku desværre har understreget.

En nylig undersøgelse har vist, at der stadig er et stort behov for vores indsats, når det handler om at øge bevidstheden. Kun 5-15 % af investorerne gør brug af deres ret til at bede deres finansielle institutioner om at tage hensyn til deres præferencer inden for bæredygtighed. Derfor skal vi fortsætte arbejdet med dette emne.

Hvilke forventninger har I til COP29? Deltager I i konferencen, om end ikke direkte, så ved at støtte den 12-årige dreng Ferre og hans bedsteforældre? Mener I, at klimafinansiering er et afgørende emne i forbindelse med en retfærdig omstilling?

Når vi skriver dette, er COP29 lige afsluttet. Både økonomisk og med hjælp til kommunikation har vi fuldt ud støttet den 12-årige Ferre, som rejste til Baku med sine bedsteforældre, der er medlemmer af Grootouders voor het Klimaat, så børnenes stemme fortsat kan blive hørt. Vi vil i den forbindelse også gerne takke alle andre bedsteforældre og myndigheder, der gjorde dette muligt.

Det var meningen, at COP29 skulle være klimafinansieringens COP, da finansiering reelt er afgørende for en retfærdig omstilling. I Baku konstaterede vi desværre, at dette langt fra blev tilfældet. Vores budskab er stadig det samme, pengene findes, og vi beder dem, der råder over disse midler, om at tage ansvar og investere i bæredygtige tiltag af hensyn til vores børnebørns fremtid.

Hvad er de seneste projekter for Grootouders voor het Klimaat, som I gerne vil nævne? Er der allerede planlagt nye projekter?

Vi er fortsat fortrøstningsfulde, hvad fremtiden angår. For organisationen Grootouders voor het Klimaat bliver 2025, ti år efter Parisaftalen, året, hvor vi starter en omfattende kampagne og tager kontakt til andre bedsteforældre, som er medlemmer af større organisationer for ældre i Flandern. Vi er midt i forberedelserne, hvor snesevis af vores medlemmer modtager undervisning, så de får opbygget selvtillid til at række ud, lytte og indgå i en dialog om klimaet.

Vi har udviklet flere workshops, herunder en om bæredygtig opsparing og investering, som vi tilbyder gratis til alle lokale afdelinger i ældreorganisationerne. Vi oplever allerede stor begejstring. I slutningen af november 2025 afholder vi et stort afslutningsarrangement, som forhåbentlig ikke vil være enden på det hele, men derimod starten på et voksende engagement fremover.

Hugo van Dienderen er medstifter og medformand i Grootouders voor het Klimaat. Grootouders voor het Klimaat, som blev oprettet i 2019, er en uafhængig forening for seniorer, navnlig bedstemødre og bedstefædre, som vil give en bedre verden videre til de kommende generationer.

På billedet ses Ferre med sine bedsteforældre fra Grootouders voor het Klimaat på COP29 i Baku. Ferre fik mulighed for at lade sin bekymring over klimakrisen komme til udtryk over for en lang række betydningsfulde mennesker.

Kan vi hjælpe med at redde verden ved at investere bæredygtigt? Finanssektoren undergår en bemærkelsesværdig omstilling med afsæt i de miljømæssige og sociale udfordringer. Brigitte Bernard-Rau fra Universitetet i Hamborg ser i den forbindelse på impactinvestering – en ny effektiv investeringsstrategi. Ved helt grundlæggende at ændre den måde, vi ser på den rolle, som kapital og finansiering spiller i samfundet, udfordrer strategien den traditionelle forestilling om, at investorer skal vælge mellem at tjene penge og gøre en forskel.

Af Brigitte Bernard-Rau

I en verden, der står over for hidtil usete miljømæssige og sociale udfordringer lige fra klimaforandringer og tab af biodiversitet til fødevaresikkerhed, ulighed, trivsel og sundhedspleje, undergår den finansielle sektor en bemærkelsesværdig omstilling. Impactinvestering er en ny virkningsfuld tilgang, der udfordrer den traditionelle idé om, at investorer skal vælge mellem at tjene penge og gøre en forskel. Men hvad er impactinvestering helt præcist, og hvordan adskiller det sig fra andre former for bæredygtig finansiering?

Forstå impactinvestering

Helt grundlæggende ændrer impactinvestering den måde, vi ser på den rolle, som kapital og finansiering spiller i samfundet. Ifølge Global Impact Investing Network (GIIN) er impactinvestering en investeringsstrategi, der har til formål både at skabe positive, målbare sociale og miljømæssige virkninger og finansielt afkast. Denne tilsyneladende enkle definition afspejler imidlertid ikke, hvor komplekst det banebrydende potentiale ved impactinvestering er.

For fuldt ud at kunne forstå den særlige rolle, som impactinvestering spiller i den moderne finansverden – der er materialistisk af natur – er vi nødt til at se på, hvor denne type investeringer befinder sig på det store spektrum af investeringsstrategier. I den ene ende af spektret har vi de traditionelle investeringer, hvor økonomisk afkast og profitmaksimering er altafgørende, og hvor sociale eller miljømæssige overvejelser ikke spiller nogen rolle i beslutningstagningen. Bevæger vi os videre ud ad dette spektrum, ser vi stadig mere sofistikerede strategier, der indarbejder sociale og miljømæssige resultatindikatorer og baner vejen for forskellige typer bæredygtige finansielle investeringer. Her er impactinvestering den ultimative investeringsstrategi, der kan bryste sig af at fremme positive og banebrydende forandringer ved at kombinere finansielt afkast med sociale og miljømæssige mål.

Investeringsstrategier kort fortalt:

• Traditionelle investeringer fokuserer udelukkende på økonomisk afkast og ser helt bort fra sociale og miljømæssige faktorer. De har længe udgjort hjørnestenen i kapitalmarkederne.
• ESG-integrering indarbejder ESG-faktorer (miljømæssige, sociale og ledelsesmæssige) som risikoindikatorer i investeringsbeslutninger, men de betragtes ikke som den primære drivkraft for investeringen.
• Bæredygtig finansiering integrerer ESG-overvejelser i investeringsbeslutninger og betragter bæredygtighed som en værdiskabende faktor. Gennem bæredygtig finansiering støttes investeringer, der håndterer bæredygtighedsudfordringer og fører til positive sociale og miljømæssige ændringer. Det omfatter også investeringer i omstilling og dermed finansiering af både, hvad der allerede er miljøvenligt i dag (grøn finansiering), og hvad der er ved at blive omstillet til sådanne præstationsniveauer over tid (omstillingsfinansiering).
• Impactinvestering henviser til en betydelig ændring på de finansielle markeder – en "væsentlig kursændring mod virkning" – hvor man nu stiller spørgsmålet Bidrager investeringer i bæredygtighed til en bedre verden?. Impactinvestering er således en tilgang med den højeste grad af intention, hvor man aktivt søger at opnå lige dele økonomisk afkast og målbare positive sociale eller miljømæssige virkninger.

De to sider af impactinvestering: afstemning kontra skabelse

Inden for impactinvestering skelner man på afgørende vis mellem virkningsafstemte og virkningsskabende investeringer. Denne differentiering hjælper ikke blot investorerne med at forstå, hvor deres penge ender, men også hvordan de bidrager til at skabe positive forandringer.

• Virkningsafstemte investeringer støtter virksomheder, der allerede har vist, at de anvender positive miljømæssige eller sociale praksisser, og som har bevist, at de er opsatte på at skabe positive virkninger gennem deres aktiviteter og resultater.
• Virkningsskabende investeringer skaber aktivt nye løsninger på sociale eller miljømæssige udfordringer, ofte med fokus på omdannelse og systemiske ændringer.

Denne teoretiske skelnen ses i praksis ved, at investeringerne anvendes i forskellige sektorer.

Ren energi

I omstillingen til ren energi kan virkningsafstemte investeringer omfatte køb af aktier i etablerede virksomheder inden for vedvarende energi eller producenter af elbiler. Disse virksomheder bidrager allerede til miljømæssig bæredygtighed i kraft af deres hovedaktiviteter. Virkningsskabende investeringer i samme sektor kan i stedet fokusere på at finansiere nystartede virksomheder inden for batteriteknologi eller innovative lokale solenergiprojekter i underforsynede områder, der skaber helt nye løsninger på energiudfordringer.

Bæredygtigt landbrug

Den bæredygtige landbrugssektor er et andet godt eksempel. Investorer, der afstemmer deres investeringer efter virkning, kan f.eks. støtte etablerede økologiske fødevareproducenter eller bæredygtige landbrugsaktiviteter, mens investorer, der søger at skabe virkninger f.eks. kunne fokusere på at udvikle nye regenerative landbrugsteknikker eller revolutionerende urban farmingløsninger, der kan ændre den måde, vi producerer fødevarer på.

Sociale virkninger

Når det gælder de sociale virkninger, støtter investeringer, der er afstemt efter virkning ofte virksomheder med solide diversitetspolitikker og retfærdige arbejdsforhold. Virkningsskabende investeringer kan derimod finansiere nye, økonomisk overkommelige boliger eller banebrydende uddannelsesteknologiske løsninger til underforsynede lokalsamfund, så der aktivt bliver skabt nye veje til social lighed.

Investeringsprocessen: fra intention til virkning

Vellykket impactinvestering kræver en stringent proces, der – med intentionen om at skabe positive sociale og miljømæssige ændringer – begynder med at fastsætte klare mål for virkningerne. Investorerne skal præcisere, hvilke specifikke miljømæssige eller sociale resultater de søger at opnå, opstille målbare målsætninger, og ofte tilpasser de også disse mål til etablerede rammer såsom FN's globale indikator for de 17 mål for bæredygtig udvikling og de 169 mål i 2030-dagsordenen.

Det er denne intention, der adskiller impactinvestering fra andre former for bæredygtig finansiering. Det kræver, at virkningsorienterede investorer indleder en due diligence-proces, der grundigt vurderer både økonomiske resultater og evnen til at skabe og måle meningsfulde sociale eller miljømæssige resultater.

Finansiel vurdering af en investering er en veletableret praksis, hvor der findes standardiserede parametre og solide metoder. Ikkefinansiel vurdering, som f.eks. evaluering af sociale og miljømæssige virkninger, er til sammenligning dog ikke lige så udviklet og mangler en overordnet ramme. Investorerne er derfor nødt til at kigge ud over de traditionelle økonomiske analyser, der ikke er tilstrækkelige, når det drejer sig om at vurdere en virksomheds vilje til at skabe virkninger. Det bør også vurderes, i hvilket omfang ledelsen er engageret i at nå disse virkningsorienterede mål, om den er i stand til at måle virkningerne effektivt, og om den kan kommunikere og rapportere om resultaterne på en gennemsigtig måde. Vurderingsprocessen indebærer ofte, at man undersøger bestemte virkningsparametre, der er skræddersyet til investeringens mål, og at man sikrer, at der er overensstemmelse med anerkendte rammer såsom IRIS+ eller Impact Management Project (IMP, 2024).

For at forbedre due diligence-processen er det afgørende at skelne mellem "virksomhedseffekt" og "investoreffekt". Virksomhedseffekt er de direkte sociale eller miljømæssige virkninger af en virksomheds aktiviteter og produkter. Investoreffekt er derimod investorernes indvirkning på en virksomheds adfærd og resultater gennem deres investeringsvalg og -strategier. Det er afgørende at forstå denne forskel for at kunne vurdere den samlede virkning af investeringerne nøjagtigt og for at kunne udvikle effektive metoder til at måle virkningerne.

Udfordringer, vanskeligheder og overvejelser

Selv om impactinvestering er lovende, er der også betydelige udfordringer.

1. Måling af virkningerne: I mangel af standardmålekriterier er det svært at kvantificere eller sammenligne de sociale og miljømæssige resultater. Gennemsigtighed og nøjagtig sporing og rapportering af målekriterierne er afgørende for at skabe overensstemmelse og ansvarlighed og sikre, at de påståede virkninger kan dokumenteres.
2. Sporingsproblemer: Det er vanskeligt at isolere virkningerne af en specifik investering på baggrund af bredere systemiske ændringer og tilskrive dem den pågældende investering. At afgøre hvor stor en del af de observerede ændringer, der direkte kan tilskrives en bestemt investering, er fortsat en af de største udfordringer ved impactinvestering. Forbedringer af SDG 3 – Sundhed og trivsel – kan for eksempel skyldes en blanding af investeringer i sundhedsfaciliteter, uddannelse og infrastruktur, snarere end en enkelt målrettet investering. At udvikle metoder, såsom kontrafaktisk analyse og sammenligning af kontrolgrupper, er nødvendig, men det kan kræve mange ressourcer og er ikke altid muligt, især når det gælder mindre projekter eller udviklingsmarkeder.
3. Effektvask: virksomheders eller fondes overdrevne eller falske påstande om deres sociale eller miljømæssige virkninger underminerer tilliden i sektoren. Af hensyn til tilliden til og integriteten af impactinvesteringsområdet er gennemsigtig rapportering og verificeret dokumentation altafgørende (ITF). Klare standarder for effektmåling og pålidelige kontrolmetoder er sammen med tredjepartsrevisioner og uafhængig certificering afgørende for at bevare troværdigheden.

Hvordan frigøres impactinvesterings potentiale for at skabe forandringer

Impactinvestering er på forkant med en større omstilling inden for global finansiering og er meget mere end blot endnu en investeringsstrategi. Finansieringens rolle i samfundet fortolkes på en helt ny måde, som udfordrer den traditionelle opfattelse af, at økonomisk afkast og positiv social og miljømæssig virkning er to forskellige størrelser.

Udviklingen af​ impactinvestering har vist, at investorer kan opnå rentable afkast og samtidig bidrage til meningsfulde sociale og miljømæssige forandringer. Ved at forbinde formål og profit udgør impactinvestering en lovende strategi for et finansielt system, der både tjener mennesker og planeten.

Brigitte Bernard-Rau er postdoc-forsker og fellow ved School of Business, Economics and Social Sciences ved Universitetet i Hamborg. Hendes forskning fokuserer på ESG-vurderinger og kreditvurderingsbureauer, bæredygtig finansiering, socialt ansvarlige investeringer, impactinvestering og virksomhedernes sociale ansvar. Hun udgav for nylig Sustainability Stories: The Power of Narratives to Understand Global Challenges (Springer Nature, 2024). Bogen indeholder mere end 30 inspirerende historier fra forskellige forfattere fra hele verden. De taler om forskellige måder at engagere sig i det fælles bedste og gøre en forskel for fællesskabet, det professionelle miljø og andre menneskers liv.

"Climate Reporters" er Litauens helt nye agentur for klimanyheder. Det har til formål at tackle klimatrætheden i rapporteringsarbejdet og igen placere klimaændringer øverst på de redaktionelle dagsordener. Som et lysende eksempel på borgerjournalistik kombinerer Climate Reporters kommunikation og klimaaktivisme, så folk bliver bevidste om klimaændringer og for at give moder jord en stemme midt i miljøkrisen.

Af Rūta Trainytė

Nyhedsbureauet om klimaemner "Climate Reporters" åbnede i år i Litauen. Det er et initiativ, der forvaltes af ikkestatslige organisationer (NGO'er) og er et eksempel på borgerjournalistik. Nyhedsbureauet har til formål at bistå journalister med at rapportere om forskellige aspekter af miljøkrisen. Agenturets team udarbejder i den forbindelse tekster og sender dem videre til redaktionskontorerne.

Agenturets arbejde udføres af et fællesskab bestående af aktivister. Teksterne redigeres af journalister, specialister inden for PR, repræsentanter for NGO'er, aktivister og videnskabsfolk – kort sagt folk, der interesserer sig for hvad der sker og ønsker at se samfundsmæssige forandringer. De udgør også bestyrelsen i "Climate Reporters". Bestyrelsen sikrer, at det nye initiativ er pålideligt.

"Climate Reporters" er ikke nye i kommunikationsverdenen. Bureauet har allerede meget stor erfaring med public relations, redigering, oprettelse og vedligeholdelse af webportaler. Vi er heller ikke nybegyndere, når det kommer til klimaspørgsmål. Det var sådan, idéen opstod. Vi laver det, vi er bedst til og kombinerer det med klimaaktivisme. Vi giver moder jord en stemme midt i den miljøkrise, vi står i.

Vi er naturligvis i kontakt med journalister. Den fremherskende tendens på redaktionskontorerne er den overbevisning, at klimanyheder ikke interesserer offentligheden og ikke genererer klik. De undgår at udgive artikler med overskrifter, der indeholder udtrykkene "klimaændringer" eller "klimakrise". Hvad ligger der i en fornægtelse af klimakrisen? Er det en måde, hvorpå man beskytter samfundet mod dårlige nyheder og frygt?

Det er måske ikke så slemt. Redaktionskontorerne oversvømmes hver eneste dag af en kæmpe mængde nyheder, som rent fysisk er vanskelig at bearbejde, selv uden at fremstille klimarelaterede nyheder. Man skal kunne sætte sig ind i emnet. Der er her, vi kommer ind i billedet. Næste fase, som "Climate Reporters" bevæger sig ind i, er at uddanne journalister. Vi kan konstatere, at journalister er nødt til at sætte sig grundigt ind i emnet for at undgå grønvaskning.

En anden idé er at undervise visse grupper om klimaændringer på en spændende måde. Frem for alt ønsker vi at nå ud til de unge, og vi har indset, at humor fungerer godt i forhold til dem. Vi er endnu ikke sikre på, hvordan dette kommer til at se ud i fremtiden, men vores tanker bevæger sig allerede i den retning.

Nyhedsbureauet har været i gang i godt og vel seks måneder. Vores egne erfaringer fortæller os, at vi skal være tålmodige. Vi holder ikke op med helt bevidst at banke på dørene ind til redaktionskontorerne og vise vore nye emner frem. Vores tekster offentliggøres allerede på større litauiske nyhedsportaler, og vi bliver inviteret til at deltage i radioudsendelser.

For at sikre, at vores redaktionelle arbejde er af høj kvalitet, er det meget vigtigt, at vi modtager stor opbakning fra litauiske miljøorganisationer, at vores organisationer er medlemmer af internationale NGO-netværk, at vores medlemmer deltager i arbejdsgrupper på EU-plan, og at de repræsenterer Litauen i EØSU. Det giver os mulighed for at udvide vores vifte af emner og holde os ajour med aktuelle sager.

Vores forbindelse til EØSU går videre end det faktum, at en af initiativtagerne til projektet, Kęstutis Kupšys, er medlem af udvalget. EØSU's medlemmer kan udveksle relevante erfaringer fra deres forskellige lande og på den måde berige de klimanyheder, som "Climate Reporters" udsender. I den forbindelse talte vi for nylig med det franske EØSU-medlem Arnaud Schwartz i tilknytning til COP16-verdenstopmødet om biodiversitet. Den indsigt, han delagtiggjorde os i direkte fra Cali, førte til en artikel om "Climate Reporters". Hans tanker vandt hurtigt genklang i de litauiske medier. Denne model, hvor EØSU-medlemmernes ekspertise anvendes til effektivt at formidle globale nyheder til det lokale publikum, har vist sit værd. Vi vil derfor også benytte os af den model fremover.

Rūta Trainytė er redaktør på klimanyhedsbureauet "Climate Reporters". Agenturet er en del af det statsfinansierede ŽALINK-projekt. Projektet, som forvaltes af forbrugeralliancen, platformen for udviklingssamarbejde og NGO'en "Circular Economy", finansieres af klimaændringsprogrammet fra miljøprojektstyringsagenturet i Republikken Litauens miljøministerium.