EØSU fremlagde i juli en række forslag til den økonomiske dagsorden for den kommende mandatperiode og anbefalede, at disse forslag danner grundlag for EU's nye økonomiske strategi.

Den fremtidige økonomiske politik og styring bør efter EØSU's mening tage højde for geopolitiske og samfundsmæssige udfordringer, såsom den globale økonomiske afmatning, uløste handelstvister, brexit, klimaændringer og demografiske forandringer, voksende uligheder og den fjerde industrielle revolution, samt bidrage til at styrke modstandsdygtigheden over for kriser og den økonomiske models holdbarhed. Disse udfordringer kræver en vidtrækkende økonomisk strategi med klare politiske målsætninger og en mere sammenhængende ramme for økonomisk styring.

Alle fire søjler i ØMU'en – den monetære og finansielle, den økonomiske, den sociale og den politiske – skal styrkes på afbalanceret vis, og der er brug for et positivt narrativ om den fremtidige udvikling af økonomien i EU. EØSU efterlyser bl.a. oprettelse af en finanspolitisk kapacitet for euroområdet, en afbalancering af foranstaltninger på efterspørgsels- og udbudssiden og en større inddragelse af Europa-Parlamentet, arbejdsmarkedets parter og civilsamfundsorganisationer i vigtige sociale og økonomiske beslutninger.

EØSU mener, at uddannelse og efteruddannelse, F&U og innovation skal fremmes for at opnå opadgående konvergens. Sådanne initiativer kan styrke den europæiske økonomis konkurrenceevne, dvs. dens evne til at øge produktiviteten og levestandarden på en bæredygtig måde, samtidig med at den omstiller sig til klimaneutralitet.

Yderligere oplysninger: ECO/492 & ECO/493 (jk)