En fotoudstilling, der skildrer et af Kroatiens vigtigste industrielle kulturarvsområder, og en tankevækkende film, hvor det anderledes er det nye normale, udgør afslutningen på EØSU's kulturprogram i 2019.
EØSU er for øjeblikket vært for en fotoudstilling, der relaterer sig til udvalgets arbejde med industrielle ændringer. Udstillingen Den industrielle arv i byen Sisak - før & nu, der er tilrettelagt af Sisaks bymuseum og dets fotogalleri "Siscia Obscura", består af en række fotos af denne kroatiske by taget af anerkendte kroatiske fotografer. Udstillingen, som er organiseret af EØSU's Arbejdsgivergruppe, og som officielt blev åbnet af gruppens formand den 27. november, kan ses i Foyer 6 indtil årets udgang.
For at markere den internationale dag for personer med handicap den 19. december er EØSU vært ved en forevisning af Downside Up! en kort stumfilm om det "at være anderledes", som har vundet flere internationale priser. Den kunstneriske direktør for Theatre Stap, en belgisk teatervirksomhed, der arbejder med skuespillere, som har et handicap, og hovedrolleindehaveren vil være til stede ved fremvisningen og udveksle synspunkter med publikum i en debat om den europæiske søjle for sociale rettigheder og dennes overensstemmelse med FN's handicapkonvention. Filmforevisningen organiseres af EØSU's kommunikationsafdeling og dets udvalg for lige muligheder (COPEC). (ck)