Aftalen må ikke være på bekostning af nogen sektor, region eller noget land, understreger Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg

Den Europæiske Union er den største økonomi i verden, og Mercosur den sjette største. Begge parter kan få betydelige fordele ved at underskrive associeringsaftalen, siger Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg i sin udtalelse Mod en associeringsaftale mellem EU og Mercosur, der blev vedtaget på plenarforsamlingen den 24. maj. EU vil få adgang til et marked med næsten 300 mio. indbyggere. Mercosur-landene vil kunne diversificere deres økonomier, øge deres eksportværdi samt få adgang til et marked med 500 mio. mennesker. I betragtning af områdets størrelse, befolkningstal og samhandel til en værdi af mere end 84 mia. EUR om året vil indgåelsen af en associeringsaftale mellem EU og Mercosur styrke parternes rolle på den internationale scene og skabe et stort område for økonomisk integration til fordel for begge parter og ydermere positive eksterne virkninger, også i resten af Latinamerika. Imidlertid må associeringsaftalen under ingen omstændigheder blive baseret på et dårligt forhandlingsresultat.

"EØSU opfordrer forhandlingsparterne og især EU til at overveje de store politiske og økonomiske omkostninger ved ikke at indgå en aftale eller indgå en aftale, der ikke tager afbalanceret hensyn til begge parter", sagde Josep Puxeu Rocamora, ordfører for EØSU's udtalelse. Associeringsaftalen vil være en omfattende strategisk aftale, hvis hensigt er langsigtede fordele for alle økonomiske og sociale aktører hos begge parter med hensyn til udvikling, sikkerhed, migration og miljøudfordringer.

"Associeringsaftalen bør have en fuldt udbygget social, arbejdsmarkedsmæssig og miljømæssig dimension", understregede Mário Soares, medordfører for udtalelsen. "En sådan dimension skal være garant for, at de økonomiske forbindelser er i overensstemmelse med sociale og miljømæssige mål og ILO's konventioner om bæredygtig udvikling".(sg)