Tellervo Kylä-Harakka-Ruonala: Fra Vinterkrigen til poesi

Det var 80-året for afslutningen af Vinterkrigen mellem Sovjetunionen og Finland. Den nationale mindehøjtid var blevet aflyst på grund af coronavirus, men klokkerne ringede kl. 11.00 i alle lutherske, ortodokse og katolske kirker i hele landet. Jeg gik udenfor for at lytte til deres kimen og så Helsinki ligge næsten øde hen.

 

Vinterkrigen varede 105 dage – og det samme gjorde min selvisolation, som startede på årsdagen. Selvom jeg har det godt i mit eget selskab, var det til tider hårdt at være isoleret. Men så spurgte jeg mig selv: "Mine forældre klarede sig igennem de skrækkelige forhold under krigen. Min far kæmpede ved fronten i 30 minusgrader, mens min mor var alene hjemme med en nyfødt baby – hvad har jeg at klage over?"

 

Faktisk var jeg heldig, da jeg kunne gå ud, når jeg ville. Og denne mulighed benyttede jeg til at gå hundredvis af kilometer – især langs kysten.

 

Den organisation, jeg arbejder for, fulgte situationen i virksomhederne nøje og gav regeringen forslag til, hvordan den kunne redde virksomheder og arbejdspladser. Udsigterne på kort sigt så dystre ud, og fremtiden er stadig uklar. Men da virksomhedsledere begyndte at planlægge de nødvendige tiltag for at sikre en ansvarlig exit, begyndte et nyt håb at spire.

 

Sammen med mine kolleger, var jeg med til at forberede forslagene fra EØSU's Arbejdsgivergruppe til håndtering af coronaviruskrisen: Hvordan vi kan hjælpe de europæiske virksomheder med at overleve og bevare arbejdspladser, og hvordan vi kan sætte skub i genopretningen af EU's økonomi. Takket være digitale værktøjer kunne mit arbejde i EØSU fortsætte næsten som normalt på trods af de usædvanlige omstændigheder. Det var dejligt at se, at mit hjemmekontor hurtigt blev et af mødestederne for mine kolleger fra hele EU.

 

Nedlukningen bidrog også med noget nyt på det personlige plan. Jeg havde den ære at blive muse på afstand og modtage en række digte – det ene smukkere end det andet. Jeg vil gerne dele et af dem med jer for at illustrere den ånd af opmuntring og støtte, som jeg håber, vi alle kan give hinanden:

 

Jeg giver dig ikke en hverdag, jeg giver dig søndag.

Jeg giver dig ikke sure hverdagspligter.

Jeg giver dig søndag, der med sin blå himmel løfter hverdagen.

(frit oversat fra den engelske udgave af det finske digt)