Der er gået tre måneder, siden nedlukningen blev indført. Byer begynder nu at genåbne, og det er et godt tidspunkt at reflektere over, hvad der skete, da den meget smitsomme virus berørte alle aspekter af vores private liv og samfundslivet.

For tre måneder siden var alting normalt. Jeg arbejdede på mit kontor og rejste regelmæssigt til Bruxelles. Efter pandemiens udbrud blev flyvninger pludselig aflyst, og nye covid-19-politikker blev ajourført dagligt. Det medførte ændringer i både mit arbejdsliv og mit privatliv.

Min organisation var nødt til at aflyse eller udsætte adskillige arrangementer, der allerede var forberedte og midt i marts begyndte vi at telearbejde. Selv om disse ændringer skabte uro hos os alle, besluttede vi at bruge tiden til at udvikle nye idéer til projekter og opbygge nye partnerskaber ved hjælp af onlineredskaber. Vi tilrettelagde enkelte onlinearrangementer og udviklede undervisningsværktøjer om bæredygtig udvikling til fjernundervisning.

Vores største bekymring går imidlertid stadig på, hvordan civilsamfundsorganisationerne kan overleve, nu hvor der er færre midler til vores arbejde. Den kroatiske regering har introduceret tiltag, der skal fastholde arbejdspladser, men civilsamfundsorganisationerne er ikke omfattet heraf.

I mit privatliv var jeg så uheldig at være nødt til at tilbringe karantænen uden min mand, som ikke kunne vende hjem fra udlandet og derfor ikke havde andre muligheder end at opholde sig langt borte, adskilt fra vores familie i mere end 90 dage, hvilket er en skæbne, han har delt med mange europæere.

Netop som vi troede, at tingene ikke kunne blive værre, blev vi i Zagreb vækket af et forfærdeligt jordskælv søndag den 22. marts kl. 6.24. Først opstod der panik, derefter var folk chokerede og senere opstod der frygt og usikkerhed. Zagrebs historiske centrum blev hårdt ramt, og genopbygning og reparation af bygninger og infrastruktur vil være en kompleks og langvarig proces.

Jordskælvet overlevede vi også. Det er vigtigt at fremhæve, at vi har fået bevis for, at vi ikke kan klare os uden hinanden, uden solidaritet og uden frivillige. Vi kan heller ikke undvære stærke offentlige sundhedssystemer, som vi skal bevare og gøre endnu stærkere.

Er der i det hele taget noget positivt at fortælle? Der er nogle specifikke ændringer, som jeg gerne vil holde fast i. Jeg er begyndt at dyrke Feldenkrais-metoden via Zoom, og jeg er også begyndt regelmæssigt at lave mad derhjemme.

Det er et privilegium at kunne arbejde hjemmefra og slippe for pendlertiden, så der bliver mere søvn og mindre stress. Der er imidlertid millioner af arbejdstagere, som har mistet deres job, og som ville ønske, at de kunne arbejde mere i stedet for mindre.

Jeg kan generelt sige, at min hjemby nu er fri for covid-19. Jeg håber, at begivenhederne i 2020 vil lære os at værdsætte vores frihed mere og sætte pris på det held det er at have et normalt liv med sine rutiner og dagligdagsting. Jeg håber naturligvis også, at 2020 vil markere et vendepunkt, hvor uretfærdige, destruktive og umenneskelige systemer begynder at ændre sig.