I første omgang lå det mig på sinde at samle min familie. Min ældste søn studerede i USA. At genfinde familien var særdeles positivt. Til at begynde med gav nedlukningen os anledning til at være sammen med familien, se film, spille spil osv. Alt dette omgærdet af en bekymring: Madrid var en af de hårdest ramte byer i Europa, sundhedssystemet var kollapset, manglen på beskyttelsesudstyr gjorde det nødvendigt for mine lægevenner at vaske deres masker. Der var ingen reserver. Smitten bredte sig hurtigt mellem dem og deres familier. Og trods dette var der en følelse af fællesskab. Hver dag kl. 20 blev der klappet fra Madrids balkoner.

Med nedlukningen fulgte en kraftfuld reaktion. Jeg blev hurtigt selv – endnu en gang drevet af vores dynamiske næstformand Isabel Caño – inddraget i fra EØSU's side at støtte reaktionen i form af European Alliance Against Coronavirus, der blev animeret med generøsitet, kyndighed og fremsynethed af den europæiske klyngealliance.

Et åbent og horisontalt rum, hvori det industrielle netværks første svar begyndte at boble op under inddragelse af de konkrete aktørers indsats samt gode EU-forslag som f.eks. "Brems kurven". Kombineret med en mere strategisk funktion med prospektive tilgange fra de europæiske økosystemer og samskabelse af løsninger, med udgangspunkt i de tre grundpiller for enhver fremtidig indsats: økologi, digitalisering og modstandsdygtighed.

I dag skal vores samfund som helhed indse, at denne krise udgør en særdeles alvorlig advarsel om, at vi skal tage vores levevis op til overvejelse, uagtet at nogle ønsker at komme tilbage til fortiden.

Lad os glemme "business as usual". Hvis vi vil være intelligente, skal vi tage samarbejdsmodeller til os, aktivere alle former for alliancer med flere aktører, der kan bidrage til dette inkluderende, sociale, humane og etiske EU, som vi så længe har stræbt efter, efter en lang række strategier og politikker, der hver gang er stoppet ved halvvejen.

Hvad der er sikkert, er, at vi i de forløbne tre måneder har gjort større fremskridt end i de ti år, der fulgte den store recession i 2008, hvilket er meget opmuntrende.

Jeg er på ingen måde tilfreds med den institutionelle reaktion, der er leveret i mit land, der er tynget af politisk splittelse og manglende koordinering. Hvad der derimod giver mig håb, er den reaktionsevne, som nogle af EU's institutioner har udvist, navnlig Kommissionen, Den Europæiske Investeringsbank og Den Europæiske Centralbank. Hvis de spiller en så positiv rolle, er det fordi de er kommet ud over selvoptagetheden og selvbehaget. De kigger ikke længere kun på sig selv, de har forstået, at ageren i fællesskab og indgåelse af alliancer – på et grundlag af gennemsigtighed og tillid (jeg understreger, at dette er en uadskillelig duo) – udgør nøglen til fremtiden.

Lad od følge den vej med udgangspunkt i den europæiske grønne pagt og indfrielsen af FN's mål for bæredygtig udvikling. Tiden er inde!