I løbet af nedlukningen har jeg gennemlevet mange forskellige følelser. I starten var jeg meget bekymret for pandemiens virkninger i mit hjemland og nogle få uger senere i resten af Den Europæiske Union. Derefter begyndte jeg at reflektere over, hvordan man bedst kunne håndtere denne alvorlige situation, som jeg aldrig havde forestillet mig, at jeg skulle komme til at opleve.

Da jeg på daværende tidspunkt så, hvor mange mennesker der blev berørt af virussen, og hvor mange der mistede livet, begyndte jeg at undre mig over, hvorfor vi ikke har en virkelig fælles politik på sundhedsområdet. De enorme koordineringsproblemer på EU-niveau, der kun blev endnu værre af den manglende solidaritet, bekræftede disse tanker.

I de kommende uger kommer vi til at se, om medlemsstaterne kan sætte deres nationale egoisme til side for i fælles interesse at finde vigtige løsninger på de europæiske borgeres og virksomheders virkelige sociale og økonomiske behov. Vi bør kunne tilbyde konkrete løsninger til dem, der har mistet eller risikerer at miste deres arbejde.

Denne meget vanskelige situation har desuden understreget den strategiske rolle, som mange hverv spiller: Jeg tænker her på læger, sygeplejersker, politistyrken, civilforsvaret, landbrugere og fødevarekæden, som har sørget for, at der ikke har manglet nødvendige varer som mad – sådan som det var tilfældet med masker, testudstyr og andet udstyr til personale på sygehuse og ude i felten.

For at vende tilbage til mine følelser under nedlukningen kan jeg fortælle, at jeg savnede min familie, de personlige kontakter, der følger med mit arbejde, og mine venner. Men jeg har også haft mulighed for at tænke over, hvilke værdier der virkelig betyder noget – noget som jeg ofte har overset – og lært at sætte pris på dem. Når vi atter vender tilbage til det normale liv, vil jeg først og fremmest tænke på mine kære – min familie og mine venner.

Ud over at have store økonomiske konsekvenser, kommer pandemien også til at påvirke borgernes livskvalitet. Vi er derfor nødt til at finde en bedre og mere bæredygtig måde at leve i denne nye virkelighed på. Det skylder vi os selv, men i endnu højere grad alle dem, der på grund af coronavirus ikke længere er her, og som alle mine sidste tanker derfor går til.