EØSU info

I løbet af nedlukningen har jeg gennemlevet mange forskellige følelser. I starten var jeg meget bekymret for pandemiens virkninger i mit hjemland og nogle få uger senere i resten af Den Europæiske Union. Derefter begyndte jeg at reflektere over, hvordan man bedst kunne håndtere denne alvorlige situation, som jeg aldrig havde forestillet mig, at jeg skulle komme til at opleve.

Da jeg på daværende tidspunkt så, hvor mange mennesker der blev berørt af virussen, og hvor mange der mistede livet, begyndte jeg at undre mig over, hvorfor vi ikke har en virkelig fælles politik på sundhedsområdet. De enorme koordineringsproblemer på EU-niveau, der kun blev endnu værre af den manglende solidaritet, bekræftede disse tanker.

I de kommende uger kommer vi til at se, om medlemsstaterne kan sætte deres nationale egoisme til side for i fælles interesse at finde vigtige løsninger på de europæiske borgeres og virksomheders virkelige sociale og økonomiske behov. Vi bør kunne tilbyde konkrete løsninger til dem, der har mistet eller risikerer at miste deres arbejde.

Denne meget vanskelige situation har desuden understreget den strategiske rolle, som mange hverv spiller: Jeg tænker her på læger, sygeplejersker, politistyrken, civilforsvaret, landbrugere og fødevarekæden, som har sørget for, at der ikke har manglet nødvendige varer som mad – sådan som det var tilfældet med masker, testudstyr og andet udstyr til personale på sygehuse og ude i felten.

For at vende tilbage til mine følelser under nedlukningen kan jeg fortælle, at jeg savnede min familie, de personlige kontakter, der følger med mit arbejde, og mine venner. Men jeg har også haft mulighed for at tænke over, hvilke værdier der virkelig betyder noget – noget som jeg ofte har overset – og lært at sætte pris på dem. Når vi atter vender tilbage til det normale liv, vil jeg først og fremmest tænke på mine kære – min familie og mine venner.

Ud over at have store økonomiske konsekvenser, kommer pandemien også til at påvirke borgernes livskvalitet. Vi er derfor nødt til at finde en bedre og mere bæredygtig måde at leve i denne nye virkelighed på. Det skylder vi os selv, men i endnu højere grad alle dem, der på grund af coronavirus ikke længere er her, og som alle mine sidste tanker derfor går til.

Mine erfaringer gennem de seneste uger har – som for alle andre – været enestående og berigende.

Den 11. marts vendte jeg meget træt hjem fra Bruxelles sent om aftenen. Det stod klart, at vi ikke ville komme til at rejse inden for de næste dage på grund af truslen fra covid-19, og jeg glædede mig over den uventede mulighed for at tilbringe et par stille dage på mit kontor. Men situationen tog en anden drejning.

En af mine døtre spurgte mig, om hun og hendes mand og deres tre små børn måtte bo i vores sommerhus i Sydbøhmen (langt ude på landet, hvor kragerne vender) i et par uger. Hendes mands virksomhed var lukket ned, og han skulle arbejde hjemmefra de næste tre måneder. Jeg var glad for, at de kunne bo et sikkert sted, og jeg og min mand fulgte med dem. Vi havde kun tænkt os at blive weekenden over for at hjælpe med arbejdet i huset efter vinteren, men endte med at blive der i syv uger.

Senere sluttede min anden datter sig til os i et stykke tid sammen med sin lille søn.

Med fem voksne, hvoraf tre arbejdede hjemmefra, og fire børn, var livet i et lille hus med kun et opvarmet rum og tre kolde soveværelser ikke altid let. I løbet af disse lange, intense, men på en måde også langsomme dage, gjorde jeg følgende vigtige opdagelser:

• Den vigtigste del af dit arbejdstøj, når du arbejder hjemmefra, er varme sokker.
• Fra den ene dag til den anden, blev vi enormt digitaliserede, og det fungerede.
• Gullasch kogt på et brændekomfur i fem timer smager fantastisk.
• Det er meget svært om ikke umuligt at finde balancen mellem arbejdsliv og privatliv og koble af i sådanne vanskelige tider – det er noget vi må arbejde på.
• Det er sjovt at drikke virtuelle drinks.
• Fagforeningerne har en masse arbejde nu, og de er vigtigere end nogen sinde før.
• Rigtig mange venner ringede og skrev til os bare for at høre, om vi havde det godt.
• Hvorfor er mennesker i Europa nødt til at dø, før vi anerkender, at fælles europæiske løsninger kunne være en rigtig god vej fremad?
• Virtuelle møder kan være en god plan B, men de kan aldrig erstatte fysiske sammenkomster fuldt ud.
• Det er nyttigt en gang imellem at genopfriske sine godnathistorier og børnesange.
• I sådanne kritiske øjeblikke er de fleste af mine landsmænd nødt til at udvise solidaritet, medmenneskelighed og sammenhold, og det rører mig dybt.

Tilbage på kontoret midt i maj måned står det yderst klart, at det hårde arbejde kun lige er begyndt – sundhedskrisen er forhåbentligt snart ovre, men den økonomiske krise tager nu over. Hver dag mister flere jobbet, og virksomheder lukker ned. Bør vi ikke ud over at gøre vores bedste for at kickstart økonomien og sikre, at arbejdstagerne får deres løn, også arbejde hårdt mod en fælles, mere retfærdig fremtid for Europa? En fremtid hvor mennesker lever sikkert, i godt helbred og i solidaritet og har et anstændigt liv med en anstændig og retfærdig indkomst.

I første omgang lå det mig på sinde at samle min familie. Min ældste søn studerede i USA. At genfinde familien var særdeles positivt. Til at begynde med gav nedlukningen os anledning til at være sammen med familien, se film, spille spil osv. Alt dette omgærdet af en bekymring: Madrid var en af de hårdest ramte byer i Europa, sundhedssystemet var kollapset, manglen på beskyttelsesudstyr gjorde det nødvendigt for mine lægevenner at vaske deres masker. Der var ingen reserver. Smitten bredte sig hurtigt mellem dem og deres familier. Og trods dette var der en følelse af fællesskab. Hver dag kl. 20 blev der klappet fra Madrids balkoner.

Med nedlukningen fulgte en kraftfuld reaktion. Jeg blev hurtigt selv – endnu en gang drevet af vores dynamiske næstformand Isabel Caño – inddraget i fra EØSU's side at støtte reaktionen i form af European Alliance Against Coronavirus, der blev animeret med generøsitet, kyndighed og fremsynethed af den europæiske klyngealliance.

Et åbent og horisontalt rum, hvori det industrielle netværks første svar begyndte at boble op under inddragelse af de konkrete aktørers indsats samt gode EU-forslag som f.eks. "Brems kurven". Kombineret med en mere strategisk funktion med prospektive tilgange fra de europæiske økosystemer og samskabelse af løsninger, med udgangspunkt i de tre grundpiller for enhver fremtidig indsats: økologi, digitalisering og modstandsdygtighed.

I dag skal vores samfund som helhed indse, at denne krise udgør en særdeles alvorlig advarsel om, at vi skal tage vores levevis op til overvejelse, uagtet at nogle ønsker at komme tilbage til fortiden.

Lad os glemme "business as usual". Hvis vi vil være intelligente, skal vi tage samarbejdsmodeller til os, aktivere alle former for alliancer med flere aktører, der kan bidrage til dette inkluderende, sociale, humane og etiske EU, som vi så længe har stræbt efter, efter en lang række strategier og politikker, der hver gang er stoppet ved halvvejen.

Hvad der er sikkert, er, at vi i de forløbne tre måneder har gjort større fremskridt end i de ti år, der fulgte den store recession i 2008, hvilket er meget opmuntrende.

Jeg er på ingen måde tilfreds med den institutionelle reaktion, der er leveret i mit land, der er tynget af politisk splittelse og manglende koordinering. Hvad der derimod giver mig håb, er den reaktionsevne, som nogle af EU's institutioner har udvist, navnlig Kommissionen, Den Europæiske Investeringsbank og Den Europæiske Centralbank. Hvis de spiller en så positiv rolle, er det fordi de er kommet ud over selvoptagetheden og selvbehaget. De kigger ikke længere kun på sig selv, de har forstået, at ageren i fællesskab og indgåelse af alliancer – på et grundlag af gennemsigtighed og tillid (jeg understreger, at dette er en uadskillelig duo) – udgør nøglen til fremtiden.

Lad od følge den vej med udgangspunkt i den europæiske grønne pagt og indfrielsen af FN's mål for bæredygtig udvikling. Tiden er inde!

I løbet af de seneste par uger har jeg været igennem mere, end jeg kunne have ønsket mig. Jeg har stadig meget blandede følelser, og de utallige aspekter af covid-19 tumler konstant rundt i mit hoved, hvilket sikkert er helt naturligt under disse særlige omstændigheder. Da pandemien først brød ud, tog jeg den ikke særlig alvorligt. Jeg blev ved med at fortælle mig selv, at det bare var en mere alvorlig form for influenza. Da alle skolerne blev lukket ned den 10. marts, troede jeg stadig, at det bare ville vare et par uger. Jeg nægtede at tro noget andet. Den 15. marts erklærede Slovakiet undtagelsestilstand. Det var der, det gik op for mig, at det hele ikke ville være så simpelt. Der blev truffet foranstaltninger, og vi var nødt til at følge dem. Jeg måtte kun forlade mit hjem, hvis jeg bar mundbind – og de var ikke til at støve op nogen steder. Gaderne lå tomme hen, og teatre, biografer og skoler lukkede ned. Kun fødevarebutikker og apoteker var åbne. De havde indført særlige regler om, at der kun måtte være én kunde pr. 25m², at og man skulle bruge håndsprit uden for indgangen til hver butik. Der var afsat særlige indkøbstider for pensionister. Folk, som vendte hjem fra udlandet, skulle i statslig karantæne. Bag de lukkede butiksruder kunne jeg se udlejere, ejere og ansatte, som ikke bare var bange for virusset, men også for at miste deres job. På den ene side var vi alle bange for at blive smittet, på den anden side var vi bevidste om, at nogle arbejdsgivere ikke ville kunne holde til det, og at vi ville miste arbejdspladser. Det var et af de mange problemer, vi kæmpede med på arbejdet. Og vi arbejdede hårdere end normalt. Arbejdsgiverne havde brug for hjælp på flere områder. Det var som om, vi var opdelt i dem, der var oversvømmet med arbejde, og dem, som ville ønske, de kunne arbejde. Da covid-19-pandemien brød ud, påpegede vores sammenslutning behovet for hurtige tiltag til at afbøde de økonomiske konsekvenser af coronavirus for arbejdsgiverne og iværksætterne. Vi var lige fra starten aktivt involveret i at kommentere de forslag, der blev lagt frem, og vi har også selv fremsat en række forslag. Vi arbejder på at fremme og støtte de forslag, der beskytter beskæftigelsen og virksomhedernes levedygtighed. Vores fælles mål må være at bevare så mange job som muligt – især fordi truslen om masseafskedigelser aldrig har været så stor og så reel som nu. Vi mener, at det er altafgørende, at Slovakiet har en effektiv social dialog, som støttes på nationalt plan af trepartskonfigurationen bestående af arbejdstagere, arbejdsgivere og regeringen. Det må være enhver regerings mål at bevare social harmoni, og vi mener, at det især under disse særlige omstændigheder er yderst vigtigt at føre en ansvarlig og afbalanceret politik over for arbejdstagerne og arbejdsgiverne ikke bare i de enkelte lande, men også på EU-plan.

Dagen, hvor nedlukningen af det offentlige liv begyndte, står stadig klart i erindringen – fredag den 13. marts. Stemningen på gaden i Linz var usædvanligt anspændt. Der var "noget" i luften, og ganske rigtigt fulgte nedlukningen kort tid efter.

Hele situationen forekom uvirkelig. Det føltes, som om den kommende tid skulle vare en evighed, og vi tog straks fat på en hovedrengøring. På den ene side var alt faretruende og orienteret mod at trække sig ud af det offentlige rum, og på den anden side var der fuldt liv i det virtuelle rum, og der blev delt mange humoristiske indlæg, sandsynligvis for bedre at kunne håndtere situationen. De lange telefonsamtaler med familie og venner omhandlede primært ét emne, nemlig corona. For mig var det særlig vigtigt at gå tur med hunden. Uden disse ture ville himlen være faldet ned over mig. Da det smukke vejr også lokkede mange andre ud, fandt jeg nye og mere afsides beliggende veje for at "holde behørig afstand". Jeg mindes lyden fra vejbanen, som man ellers ikke hører i trafiklarmen, og den roligt flydende Donau.

Arbejdet på hjemmekontoret mindede mig om min studietid, hvor jeg også studerede/arbejdede hjemme. Den digitale verdens dominans var imidlertid noget nyt for mig. Gradvist skrev jeg onlinemøder, onlinearrangementer og endog telefonaftaler i kalenderen. Desuden blev de allerede talrige e-mails endnu flere, mens de forskellige telekonferenceapplikationer "hobede sig op" på computeren. I mit arbejde var min kontakt med personer, der befandt sig tusindvis af kilometer væk, lige så livlig som med dem, der bor i nærheden.

I slutningen af maj blev nedlukningen i Østrig gradvist ophævet, hvilket ikke altid gik gnidningsfrit. Ofte herskede der usikkerhed om, hvad der egentlig havde været, var eller ville blive tilladt. Det at vende tilbage til verden "derude" var noget, vi lige skulle vende os til, især fordi meget nu er anderledes end før. Desinfektionsmidler, afstandsregler, ansigtsmasker, visir osv. prægede billedet. Men frem for alt var jeg glad for på ny at have "reel" kontakt med folk.

Der er gået tre måneder, siden nedlukningen blev indført. Byer begynder nu at genåbne, og det er et godt tidspunkt at reflektere over, hvad der skete, da den meget smitsomme virus berørte alle aspekter af vores private liv og samfundslivet.

For tre måneder siden var alting normalt. Jeg arbejdede på mit kontor og rejste regelmæssigt til Bruxelles. Efter pandemiens udbrud blev flyvninger pludselig aflyst, og nye covid-19-politikker blev ajourført dagligt. Det medførte ændringer i både mit arbejdsliv og mit privatliv.

Min organisation var nødt til at aflyse eller udsætte adskillige arrangementer, der allerede var forberedte og midt i marts begyndte vi at telearbejde. Selv om disse ændringer skabte uro hos os alle, besluttede vi at bruge tiden til at udvikle nye idéer til projekter og opbygge nye partnerskaber ved hjælp af onlineredskaber. Vi tilrettelagde enkelte onlinearrangementer og udviklede undervisningsværktøjer om bæredygtig udvikling til fjernundervisning.

Vores største bekymring går imidlertid stadig på, hvordan civilsamfundsorganisationerne kan overleve, nu hvor der er færre midler til vores arbejde. Den kroatiske regering har introduceret tiltag, der skal fastholde arbejdspladser, men civilsamfundsorganisationerne er ikke omfattet heraf.

I mit privatliv var jeg så uheldig at være nødt til at tilbringe karantænen uden min mand, som ikke kunne vende hjem fra udlandet og derfor ikke havde andre muligheder end at opholde sig langt borte, adskilt fra vores familie i mere end 90 dage, hvilket er en skæbne, han har delt med mange europæere.

Netop som vi troede, at tingene ikke kunne blive værre, blev vi i Zagreb vækket af et forfærdeligt jordskælv søndag den 22. marts kl. 6.24. Først opstod der panik, derefter var folk chokerede og senere opstod der frygt og usikkerhed. Zagrebs historiske centrum blev hårdt ramt, og genopbygning og reparation af bygninger og infrastruktur vil være en kompleks og langvarig proces.

Jordskælvet overlevede vi også. Det er vigtigt at fremhæve, at vi har fået bevis for, at vi ikke kan klare os uden hinanden, uden solidaritet og uden frivillige. Vi kan heller ikke undvære stærke offentlige sundhedssystemer, som vi skal bevare og gøre endnu stærkere.

Er der i det hele taget noget positivt at fortælle? Der er nogle specifikke ændringer, som jeg gerne vil holde fast i. Jeg er begyndt at dyrke Feldenkrais-metoden via Zoom, og jeg er også begyndt regelmæssigt at lave mad derhjemme.

Det er et privilegium at kunne arbejde hjemmefra og slippe for pendlertiden, så der bliver mere søvn og mindre stress. Der er imidlertid millioner af arbejdstagere, som har mistet deres job, og som ville ønske, at de kunne arbejde mere i stedet for mindre.

Jeg kan generelt sige, at min hjemby nu er fri for covid-19. Jeg håber, at begivenhederne i 2020 vil lære os at værdsætte vores frihed mere og sætte pris på det held det er at have et normalt liv med sine rutiner og dagligdagsting. Jeg håber naturligvis også, at 2020 vil markere et vendepunkt, hvor uretfærdige, destruktive og umenneskelige systemer begynder at ændre sig.

Journalisterne viste franskmændene, at også Frankrig skulle forberede sig på den nedlukning, der bredte sig i EU.

Min landbrugsbedrift var ikke berørt, vi skulle fortsætte vores arbejde under overholdelse af reglerne om afstand og fortsætte med at forsyne vores kunder. Da jeg tog ud for at foretage leveringer, opdagede jeg, at vejene var tomme, at parkeringspladserne var ledige, og at folk virkelig respekterede reglerne om afstand – én person ad gangen i en forretning, afstand i køerne. Billederne, der var kommet til os fra Italien, havde vist de franske forbrugere, hvad god praksis var.

Vi har mistet restaurationskunder, men stalddørssalget er blevet fordoblet, ligesom salget til slagtere er steget med 50 %. I realiteten har vi solgt mere end normalt. Der er tale om produkter, som det tager flere måneder at udvikle. Der er således tale om trimmet produktion, og det er først nu, at vi har genfundet det normale forbrug i forhold til vores produktionsniveau.

Jeg har sat enorm pris på at være sammen hjemme med flere af mine børn og med vores medarbejdere, som var glade for at kunne arbejde i en situation, hvor halvdelen af de franske arbejdstagere var ramt af delvis arbejdsløshed.

Eftersom jeg tilbragte al min tid i vores bedrift, har jeg arbejdet fysisk (ikke kun intellektuelt), hvilket har ført til, at jeg har tabt nogle kilo.

Jeg havde et indtryk af, at det var lidt ligesom juleferien, hvor alle samles. Det har været en fornøjelse at være sammen. Dog var vi kun sammen med den nære familie. Ikke også at have den fjernere familie ved vores side, ikke at se vennerne, ikke at kunne give et kram – alt det har været trist. Jeg har sendt en tanke til de kolleger, der lever i fjerntliggende regioner, og som hele året oplever denne isolerethed i forhold til andre.

Jeg har opdaget fjernarbejdet og de fordele, som det har bibragt arbejdsgivere og ansatte. Jeg er meget bekymret for mange sektorer: transport, cafeer, hoteller, restauranter, konferencer og arrangementer, kontorejendomme, og også hør, heste, cider osv. Vi skal fortsat skabe værdier.

Jeg har de sidste måneder været bekymret for, om EU ville håndtere denne krise på en måde, der er i overensstemmelse med det oprindelige projekt og struktur, som bygger på fælles værdier, det indre marked og et fælles valutaområde, som de fleste medlemsstater er en del af. Jeg håber, at vi endelig kommer til at indse – som Aristoteles også påpegede – at valutaenheden er afgørende for det kollektive tilhørsforhold. Jeg har brugt meget tid på at genlæse bøger om EU's mislykkede håndtering af krisen i 2008, analyseret artikler og forslag om vigtigheden af af reagere anderledes, hurtigere og vigtigst af alt mere sammenhængende med en langsigtet vision for denne altødelæggende krise. Jeg har diskuteret det med venner og med ledende figurer i den faglige organisation, jeg er medlem af. Det er nu helt afgørende, at vi går væk fra dogmet om radikale stramninger, der har været normen i flere årtier, og i stedet skaber en positiv sammenhæng mellem finanspolitikken og den monetære politik. Jeg har også skrevet om, hvad jeg mener der skal til, for at EU i både politisk og økonomisk henseende ikke reagerer for langsomt i omstillingen mod en føderal union – eller helt mislykkes med projektet. Alt dette har jeg gjort som mit lille bitte bidrag til, at vi kommer nærmere målet.

Og så har jeg – formentlig som alle andre – læst og reflekteret over, hvordan situationen kommer til at se ud på den anden siden af den indledende kamp mod pandemien. I værste fald kan genåbningen resultere i mere indadskuende identitetspolitik og autoritære strategier, hvor det er alles kamp mod alle i en slags latent krig – sådan som neoliberalismen allerede har ansporet til på individuelt niveau. Men vi kan også ende med det modsatte – en globaliseret verden med en mere multilateral, menneskelig og socialt retfærdig styreform.

Krisen kaster uden tvivl lys på omkostningerne ved den manglende demokratiske planlægning – ikke kun på sundhedsområdet, men bl.a. også i industrien – og den nødstedte bevidsthed om det fælles bedste. Dette skyldes en ideologi, der næsten er blevet til religion, nemlig neoliberalismen, der har sat spørgsmålstegn ved velfærdsstatens søjler. Denne krise har gjort det helt klart, at alle offentlige goder, lige fra sundhed til uddannelse og infrastruktur, er vores samfunds virkelige rigdom, som vi skal bevare og passe på.

Eftersom jeg bor på landet og elsker at arbejde i haven må jeg indrømme, at nedlukningen ikke har voldt mig de store problemer, lige bortset fra det faktum, at jeg ikke har kunnet omgås mine nærmeste, slægtninge og venner.

På det personlige plan har jeg lært tre ting af denne krise. Selvom EU langt om længe er nået frem til en budgetløsning for at bidrage til genopretningen, så er det først og fremmest beklageligt, at medlemslandene ikke rådførte sig med hinanden om levering af sundhedsudstyr, da krisen toppede, eller om de foranstaltninger, der skal træffes, når samfundene åbner op igen. Hvis der havde været større kohærens landene imellem, havde det været nemmere for borgene at få øje EU's reelle værdi.

Det andet, krisen har lært mig, hænger sammen med mine oplevelser i mit hjemland: i stedet for at hæfte mig ved, hvordan visse ansvarlige helt åbenlyst har været ude af stand til at håndtere krisen for så vidt angår kommunikation og levering af værnemidler, vil jeg i stedet huske på det engagement, som rigtig mange mennesker har udvist under krisen, først og fremmest på sundhedsområdet, men også andre steder. Det er jo de offentlige tjenester, der til tider udsættes for hård kritik, der har gjort det muligt for hele vores samfund at komme igennem krisen. Vi må heller ikke glemme de mange solidaritetsinitiativer blandt borgerne.

Det tredje, jeg mener, vi kan lære af krisen, er, at vi som borgere er i stand til at udvise modstandskraft og disciplin, når det er nødvendigt. Denne gang var det ganske vist vores helbred, der stod på spil, over for en nærmest ukendt virus og uden nogen kur.

Hvis jeg måtte fremsætte et ønske, så skulle det være, at man på samme måde, som man har lyttet til eksperterne, når det gælder håndteringen af denne sundhedskrise også følger anbefalingerne fra klimaforskere og andre eksperter, når det kommer til forvaltning af klimaomstillingen i forbindelse med genopretningen. 

Selvom man i landbrugssektoren har kunnet udføre de sædvanlige forårsopgaver under gode vilkår, så har nedlukning af samfundet og lukning af virksomheder og hotel - og restaurationsbranchen ført til lavere efterspørgsel, hvilket har trykket prisniveauet på produkter som mælk, svinekød, visse kategorier af kvæg og navnlig for Belgiens vedkommende, kartofler, fordi de forarbejdningsvirksomheder, der under normale forhold driver en omfattende eksport, har måttet indstille produktionen.

Gartnerisektoren har lidt kraftigt under såvel nedlukningen som manglen på sæsonarbejdere til plukning af bær. Vi kan dog notere os et lille lysglimt for de bønder, der har valgt at afsætte deres produkter gennem stalddørssalg.

Forbrugerne er virkelig begyndt at fokusere på lokale produkter både for så vidt angår kød- og mejerisektoren og når det gælder frugt og grønt. Lad os håbe, at denne tendens fortsætter fremover!

Det var ikke særlig svært for mig at blive hjemme under den nylige lockdown. Der var en række ting,
som jeg havde udsat at gøre i årevis, så nu havde jeg chancen for at gå i gang, og
jeg var glad for at få mulighed for at få styr på dem. De familiefotos og minder, som jeg havde taget med fra vores forældres huse, var blevet blandet sammen, så jeg begyndte at sortere dem. Det var meget følelsesladet at gå igennem dem på den måde. Jeg holdt mig beskæftiget med aktiviteter, jeg havde savnet såsom håndarbejde, bagning, madlavning, fremstilling af traditionel græsk likør og marmelade og syltning - ting jeg normalt ikke har tid til, når jeg forsøger at følge med den travle hverdag på mit arbejde.

På den ene side må jeg sige, at jeg virkelig savnede børnene, fordi de ikke bor hjemme længere. Vores yngste søn kom af og til forbi og stod under balkonen, så vi kunne se hinanden på afstand, hvilket var hårdt og mindede os om, hvor meget vi gik glip af. Jeg holdt kontakten online med min søn i England. Vi havde begge behov for at kontakte hinanden meget oftere end før, selvom det kun var online.

Jeg har på fornemmelsen, at vi langsomt begyndte at huske på værdier, som vi havde glemt, såsom at
vise solidaritet, sige goddag til vores naboer,
som vi ellers havde glemt at hilse på, og smile fra balkonen til en forbipasserende
nede på gaden. Pandemien fik følelser op i os,
som vi ellers havde glemt. Vi havde glemt at føle taknemmelighed. Vi havde taget vores helbred
for givet. Vi havde aldrig forestillet os, at en virus i 2020 ville kunne udrette så meget skade, at mennesker, vi holder af ville blive taget fra os, og at så mange mennesker i vores naboland ville dø af den. Det får os til at tænke lidt anderledes – til at se nærmere på vores grundlæggende livsværdier.

Pandemien har heldigvis også fået os til at forstå, hvor afgørende betydning videnskaben har i vores liv. Vi må nu starte en debat for at se på, hvilke lande
der er blevet hårdest ramt, og hvorfor, og se på den rolle, som populisme og konspirationsteorier spiller, for ikke at nævne antivaccinationsbevægelsen, i disse lande. Politikkernes og borgernes accept af og tillid til videnskaben har beskyttet en række lande, herunder Grækenland. Jeg synes også, vi er nødt til at starte en debat om kirkens, mediernes og prominente offentlige personers rolle under pandemien.

Det har stor betydning, at man i alle lande er blevet bevidst om de nationale
sundhedssystemers værdi. Efter en tid med globalisering og samfundets
fokus på at skabe velstand er vi nu blevet bevidste om, at visse tjenester ikke kan leveres med profit for øje. Vi havde forsømt de nationale sundhedssystemer og forstod nu, hvordan de bør fungere, ikke bare i tilfælde af en pandemi, men altid.
Vi skylder en stor tak til alle dem, der arbejdede i frontlinjen på trods af alle de vanskeligheder, som de nationale sundhedssystemer stod over for.

Jeg vil gerne tilføje et par ord vedrørende forbrugerne. I mange medlemslande så man desværre en forringelse af forbrugerbeskyttelsen som følge af pandemien, navnlig for passagerer/rejsende. Selvom den relevante EU-kommissær udstedte en anbefaling til medlemslandene om ikke at suspendere lovgivningen om beskyttelse af forbrugerrettighederne med hensyn til flyrejser, pakkerejser og transport,
gjorde mange medlemslande det alligevel. Så i stedet for at
få vores penge tilbage, når vores flybilletter annulleres, får vi nu
tilgodebeviser – med en gyldighed på 12 til 18 måneder - som ikke engang er sikrede i tilfælde af, at rejseselskabet
skulle gå konkurs. Hvis vi ikke
bruger tilgodebeviserne inden fristen, vil vi kunne få pengene tilbage. Det udgør reelt et rentefrit lån til rejseselskaberne på bekostning af
forbrugerne, som også er blevet berørt af pandemien. Jeg kender
folk, som ikke kan bruge deres tilgodebeviser til noget, da de ikke har mulighed for at
bruge dem inden for de næste 12 til 18 måneder (f.eks. skolerejser for børn,
som går ud af skolen i år). Og alligevel vil forældrene til disse børn gennem 12 til 18 måneder skulle yde rentefrie lån til arrangørerne af disse rejser. Det er uacceptabelt, at forbrugerrettighederne på den mådes indskrænkes.

Fordi vi lever i en digital tidsalder og alle har arbejdet hjemmefra
og i langt højere grad gjort brug af internettet, har der ligeledes været mange flere tilfælde af onlinesvindel
samt en meget større udbredelse af falske nyheder, herunder konspirationsteorier.

Noget, vi på den anden side har brug for, er at sikre, at arbejdstagerne fortsat har deres erhvervede rettigheder, når de arbejder hjemmefra. Ét spørgsmål, der er værd at se på, er hvordan man opgør de hjemmearbejdendes arbejdsindsats, og hvordan den bør vurderes, og vi må under alle omstændigheder se på, hvordan arbejdsrelationerne fungerer, når vi arbejder hjemmefra.

Et andet vigtigt spørgsmål, som EØSU er begyndt at se på – et anliggende som EØSU's formand, Luca Jahier, allerede har udtrykt sin støtte til på Twitter – er den græske premierministers opfordring til fælles indkøb blandt medlemslandene af vacciner, behandlingsudstyr, lægemidler og diagnostiske test, så intet medlemsland står tilbage uden livsvigtige forsyninger.

Det er et initiativ, som EØSU generelt må se nærmere på i form af en initiativudtalelse for at være fuldstændig sikker på, at alle medlemslandene har lige adgang til vacciner, behandling og diagnosticering. Det var mig en stor glæde at fremlægge dette forslag for både vores formand, Luca Jahier, og for Den Europæiske Forbrugerorganisation (BEUC), som begge har givet tilsagn om støtte til det.

En nylig publikation fra EØSU samler alle de udtalelser og rapporter, som i løbet af de sidste tredive år har gjort det muligt for EØSU og civilsamfundsorganisationerne at styrke deltagelsesdemokratiet og blive en central aktør i den europæiske beslutningsproces.

Samlingen beskriver EØSU's rolle i oprettelsen af et europæisk offentligt forum og udviklingen af den civile dialog i EU – et afgørende skridt i retning af en europæisk offentlig sfære og i sidste ende af en europæisk identitet.

"Som vigtig aktør og kreativ drivkraft har EØSU i væsentlig grad ændret den måde, hvorpå den civile dialog gennemføres og udformes", skriver EØSU's formand Luca Jahier i indledningen."

Samlingen fremhæver EØSU's bidrag til udformningen af artikel 11 i Lissabontraktaten, der fastsatte retsgrundlaget for fremme af deltagelsesdemokratiet, og udvalgets vedvarende engagement i at sikre, at en af traktatens mest lovende innovationer, nemlig det europæiske borgerinitiativ, er vellykket.

EØSU, der bevæger sig væk fra sin tidligere kurs og går i retning af sine fremtidsperspektiver på baggrund af de radikale ændringer, der finder sted i samfundet, og de udfordringer, som EU står over for, betragter det som sin vigtige rolle at foregribe forandringer og bidrage til at afhjælpe offentlighedens manglende tillid til EU. Konferencen om Europas fremtid vil være en lejlighed for udvalget til at slå sin rolle fast som hjørnesten for den civile dialog og markere sig i forhold til de andre institutioner.

Participatory Democracy - A success story written by the EESC er tilgængelig online på https://bit.ly/2UdMA6n.