Af Gruppen Diversitet Europa

Alain Coheur

Den finansielle og økonomiske krise, den sociale krise, fødevarekrisen, migrationskrisen, sikkerhedskrisen, miljøkrisen ... og nu... sundhedskrisen. Ved at slå på frygt føres vi fra den ene krise til den anden, og verden lammes bevidst af en manglende vilje til grundlæggende at sætte spørgsmålstegn ved den økonomiske udviklingsmodel, der i årevis har prioriteret finansielle interesser ved at privatisere offentlige tjenester og svække den sociale beskyttelse. Denne økonomiske udviklingsmodel har beriget en lille del af befolkningen, svækket staten og ofret de svageste på fattigdomsalteret med ordene "der er ikke noget alternativ". Vores økonomiske system har ført til selvopfyldende profetier og splittede forhold mellem mennesker, som er blevet til kompulsive fornøjelsesforbrugere.

Det er de samme som tidligere, der ofres nu: alle de professioner, der er blevet ubetydelige i de magtfuldes øjne, og som er blevet trivialiseret, tilskrevet ringe værdi eller endda undervurderet, er nu i rampelyset. Glemte professioner er afgørende for den sociale samhørighed; professioner, som i årevis har overlevet forringet rentabilitet, produktivitet og økonomisk effektivitet på trods af protester og opfordringer over for et rystende politisk vakuum. De arbejdstagere, som går i forreste række i vores sundhedssystemer, omfatter sygeplejersker, plejepersonale, hjemmehjælpere, alment praktiserende læger, undervisere, psykologer, pædagoger, socialarbejdere og alle dem, som hjælper mennesker, der er syge, ekskluderede eller udsatte, marginaliserede, afhængige, hjemløse, papirløse osv. Denne sundhedskrise afslører alle uforholdsmæssigheder og uligheder i vores samfund.

Vi har glemt betydningen af almenvellet og set bort fra betydningen af de fælles værdier, der forener os, bringer os sammen og definerer os i vores menneskelige relationer og vores eksistensgrundlag. Vores samfund bevæger sig langsomt væk fra disse værdier, fordi det allerede var svækket, uden retning og omgivet af mørke nyopståede nationalistiske og populistiske kræfter.

Både den politiske verden og erhvervslivet vil fremadrettet skulle bære den tunge byrde at finde en løsning. Det kan nemlig kun gå to veje: enten ser vi denne krise som en af de farer, vi må leve med på ad hoc-basis, og hjælper samfundet med at reagere bedre på sådanne begivenheder, eller også ændrer vi vores perspektiv til "der ér et alternativ", når krisen er overstået. Det kunne vi gøre ved at indføre en ny pagt – en ny social og miljømæssig pagt baseret på værdierne solidaritet og ligestilling, inspireret af blandt andet socialøkonomiens positive resultater – som skal gennemføres i praksis ved at træffe målrettede tiltag såsom flytning af vores produktion ved at prioritere korte, lokale og sikre forsyningskæder og ved at skabe job, der sikrer en anstændig indkomst for hver og en. Vi har brug for, at de offentlige tjenester styrkes, og at de anerkendes som uundværlige og i stand til at udføre deres opgaver godt under ansvar af en social og regulerende stat, som ikke er bundet af de finansielle markeder.

Hvis vi træffer det rette valg, får vi ikke blot mulighed for at opleve "krisen, som endte alle kriser", men også for at ændre vores forhold til samfundet og miljøet.