ved Arbejdstagergruppen i EØSU

EØSU's Arbejdstagergruppe var vært for professor Roberto Pedersini fra Milanos universitet, der præsenterede sin undersøgelse "How to design the European Labour Authority (ELA) to fight more efficiently social and wage dumping". Oliver Röpke, formand for Arbejdstagergruppen, understregede den vigtige rolle, som arbejdsmarkedets parter og navnlig fagforeningerne varetager, når det handler om at sikre gennemførelsen af arbejdsmarkedslovgivningen.

Antallet af EU-borgere, der bor og arbejder i en EU-medlemsstat, som ikke er deres hjemland, er blevet fordoblet i det seneste årti og nåede op på 17 mio. i 2017. Inden for rammerne af den europæiske søjle for sociale rettigheder meddelte Kommissionen, at den opretter en europæisk arbejdsmarkedsmyndighed (ELA), som åbner i 2019. Roberto Pedersini forklarede, at ELA "har til formål at reducere misbrug af arbejdstagere, samtidig med at arbejdskraftmobiliteten udnyttes bedst muligt." Arbejdsmarkedsmyndigheden vil hovedsageligt varetage en støttefunktion og støtte de nationale arbejdsmarkedsmyndigheders grænseoverskridende undersøgelser og samarbejde.

Carlos Trindade, medlem af EØSU's Arbejdstagergruppe og ordfører for EØSU's udtalelse om den europæiske arbejdsmarkedsmyndighed, citerede Kommissionens formand Jean-Claude Juncker: "Det er absurd at have en banktilsynsmyndighed til at overvåge anvendelsen af bankstandarder, men ingen fælles arbejdsmarkedsmyndighed for det indre marked." Han fremhævede ligeledes det voksende fremmedhad og den øgede nationalisme, der er et resultat af social dumping og ulighed gennem mange år, og anmodede om, at arbejdsmarkedets parter får større indflydelse på ELA's forvaltning. (jh)