Intervista a Giuseppe Guerini

Giuseppe Guerini, hvordan oplever du disse vanskelige dage?

Jeg føler et stærkt pres arbejdsmæssigt, men også personligt og følelsesmæssigt. Jeg bor i Bergamo, dvs. i epicentret for epidemien i Italien, og følelsen af at være overvældet og slået omkuld af lidelserne og det store antal mennesker, der er døde, er tyngende og skaber fortsat bekymring og magtesløshed. Vi har alle venner, kolleger eller bekendte blandt de ramte. Enten er de gået bort, eller også kæmper de for deres liv på intensivafdelingerne.

 

Du står som formand for en sammenslutning af kooperativer i forreste linje, hvordan klarer du det?

Som formand føler jeg mig forpligtet til selv at tage mig af de mange kriser, som de kooperativer, jeg repræsenterer, har skullet håndtere siden den 23. februar, hvor vi blev klar over, at virusset spredte sig, og vi har været nødt til at træffe beslutninger i en situation med stor usikkerhed om, hvordan vi skal gebærde os i forhold til de mange tjenester, vi administrerer. Vores kooperativer i Bergamo beskæftiger mere end 9.000 arbejdstagere inden for social- og sundhedstjenester, og de administrerer plejetjenester, hjemmehjælp samt plejehjem og dagcentre for ældre og personer med handicap. I nogle tilfælde har vi besluttet at lukke, men er så blevet mødt af trusler fra de lokale myndigheder med krav om at opretholde tjenesterne. Der har været tidspunkter, hvor presset har været stort. Desuden er presset og angsten i dagene og ugerne siden da konstant taget til. Det frygtelige og afsindige kapløb for at skaffe værnemidler til vores arbejdstagere, som alle deler samme bekymring over fortsat at skulle levere visse pleje- og pasningstjenester uden tilstrækkeligt med hjælpemidler og med frygten for, at plejerne og de plejekrævende kan blive syge. En frygt, som desværre og især på plejehjemmene for ældre på alvorlig vis har vist sig at være reel og velbegrundet. 

 

Kooperativerne fortsætter altså deres virksomhed, selvom nogle har været tvunget til at indstille deres aktiviteter?

Ud over de forhold, jeg lige har beskrevet, har vi også skullet håndtere en situation, hvor mange aktiviteter efterhånden er blevet afbrudt. Først var det skolerne og uddannelsesaktiviteter, der skulle lukke, og derefter er andre sektorer lidt efter lidt blevet lukket ned. Vi står derfor i en situation, hvor mere end 180 kooperativer har været nødt til at tage det sociale sikkerhedsnet i brug for ca. 2.500 personer, og som nu er i stor fare for ikke at kunne starte op igen. For turistbranchen og den kulturelle sektor har krisen udviklet sig til en katastrofe. Men også for kooperativer inden for forarbejdning af landbrugsprodukter og fremstilling. Som formand for en sammenslutning af kooperativer skal jeg derfor håndtere en krise, der tærer på kræfterne dels på grund af den enorme arbejdsbyrde i plejesektoren og sektoren for væsentlige tjenester, hvor smitterisikoen er stor, dels som følge af den frygt og den belastning som dem, der står uden arbejde, oplever.

 

Hvad har fungeret i indsatsen over for coronaviruskrisen?

Det, der har fungeret i hvert fald for os, er det store sammenhold og den stærke reaktionsevne i lokalsamfundene, de frivillige organisationer og i de sociale organisationer samlet set. De har gjort et helt ekstraordinært stykke arbejde, både når det gælder indsamling af donationer og de aktiviteter, de har iværksat. Opofrelsen hos aktørerne i social- og sundhedssektoren har været utrolig. Ikke blot læger og sygeplejersker, men også mange pædagoger og omsorgspersoner har sikret tjenester trods stor personlig risiko. Og så er der den generelle mobilisering. I løbet af 10 dage blev der i Bergamo (men også i andre byer) indrettet felthospitaler ved hjælp af messetelte, hvilket krævede mange frivillige, som arbejdede gratis dag og nat. Det er i høj grad læger og sygeplejersker fra NGO'er, som har styret arbejdet, mens finansieringen er kommet fra donationer. Vi har også i Bergamo i løbet af få dage fået indrettet tre hoteller med mere end 300 sengepladser til patienter, der er blevet udskrevet fra hospitalerne, men som endnu ikke er helt stabile, således at der kan frigøres senge på hospitalsafdelingerne. På disse hoteller forestår vores sociale kooperativer patientplejen. Det har krævet en enorm indsats, men det er en vigtig tjeneste.

 

Hvad har til gengæld ikke fungeret?

Det er primært i institutionerne, at det ikke har fungeret, da de ikke har truffet klare beslutninger i tide og under krisen heller ikke har lagt planer eller handlet på en sammenhængende måde: lokale, regionale og nationale myndigheder har truffet modstridende beslutninger. Et bureaukrati, der har haft alt for travlt med at hævde egne magtbeføjelser og frasige sig ansvar, som i alt for mange tilfælde er blevet lagt over på aktørerne. I forskellig udstrækning har dette været det generelle billede ikke blot i Italien og Bergamo, men også til en vis grad i alle vestlige lande. 

 

Hvad er forklaringen på, at de forskellige myndighedsniveauer opfører sig sådan?

Jeg tror, at man generelt har undervurderet det, der skete i Kina. Lidt som om vi i vesten følte os hævet over det med vores avancerede sundhedssystemer, højteknologi og ultramoderne hospitaler. Som om mange regeringsledere, men også virksomhedsledere og borgere var overbevist om og arrogant antog, at den vestlige livsstil og hospitaler og sundhedsvæsen af høj kvalitet ville beskytte os. I de første dage efter at epidemien var kommet til Lombardiet, blev dem, der slog alarm, hånet. Den sætning, der bedst symboliserer denne forestilling om overlegenhed, nemlig den famøse udtalelse fra en italiensk regionsformand med beskyldningen om, at "kineserne er ligeglade med personlig hygiejne og spiser levende mus", er måske udtryk for en alt for udbredt tankegang i alle befolkningsgrupper i vesten. På forskellig vis har dette indtil for nogle få dage siden også været holdningen hos politiske ledere i Europa og verden. Hospitaler, som yder særlige og innovative behandlinger såsom organtransplantationer og avancerede kræftbehandlinger, har vist sig i praksis at være yderst sårbare og i fare for at bryde sammen under en virusepidemi, som man kunne have inddæmmet bedre ved at holde den så langt væk fra hospitalerne som muligt. I hvert fald her i Bergamo har hospitalerne ufrivilligt været centre for smittespredning. 

 

Hvordan vurderer du de foranstaltninger, der er blevet indført på EU-niveau?

Jeg er blandt dem, som mener, at Den Europæiske Union og dens institutioner har gjort meget i denne periode, omend det som bekendt har været vanskeligt, og der har været modstridende signaler. Det gælder såvel de komplekse beslutningsprocesser som medlemsstaternes alt for store lukkethed om sig selv. Jeg synes, at Kommissionen og Europa-Parlamentet i løbet af en måned har formået at træffe vigtige beslutninger, og de er i færd med at indføre økonomiske foranstaltninger, som aldrig tidligere er set. Selvom økonomien er helt afgørende, og de økonomiske foranstaltninger, der er blevet indført, spiller en vigtig rolle for dels at håndtere krisen, dels forsøge om ikke at afværge krisen, så i hvert fald afbøde den, er det tydeligt, at EU stadig mangler instrumenterne, midlerne og beføjelserne til at kunne gribe ind på andre områder end regulering af markedet og økonomien. 

 

Er det så et mere forenet Europa, vi har brug for?

Det forekommer indlysende, at vi har endnu mere brug for EU. Det kan sammenlignes med, at vi en dag blev alvorligt syge, og den eneste hjælp var, at nogen kunne give os penge eller lade os tage på hospitalet, men ikke påtage sig at behandle eller beskytte os direkte. Vi ved alle, at penge er vigtige for at kunne få behandling, men hvis du får penge og befinder dig i ørkenen, bliver du ikke rask ved at tage imod pengene. Jeg tror, at det, den alvorlige krise, som epidemien har udløst, fortæller os, er, at hvis vi ønsker en virkelig Europæisk Union, skal vi gå meget længere i retning af et indre marked og en bank- og monetærunion, før vi reelt står med en union af stater med koordinerede og fælles politikker for hele kontinentet.


Hvordan kan vi allesammen yde noget, og hvilken hjælp er der brug for?

Det, vi kan gøre, er at blive ved med at investere i virkeliggørelsen af idéen om et forenet Europa ved hele tiden at fremme solidariteten og integrationen og forsøge at imødegå egeninteresser og lukkethed, da det fremstår stadig tydeligere, at ingen kan redde sig selv ved at stå alene, og at det skræmmende alternativ til solidaritet og indbyrdes og gensidig deling i et "skæbnefællesskab" af medmenneskelighed og Europa er en fornedrende og fortvivlende nedstigning til et helvede af nye krige. 


Har du fornemmet en solidaritet i forhold til Italien?

Vi har følt stor solidaritet fra netværk i samfundet, f.eks. mellem organisationer i socialøkonomien, og vi har modtaget sympati- og støtteerklæringer fra venner og institutioner i mange lande. Også fra kolleger i EØSU har jeg modtaget værdifulde budskaber om sammenhold. Derimod er det en skam, at politikere i nogle europæiske lande har udtalt sig hånligt og negativt og med det samme rejst kritik af Italien og ført egoistiske og uklare politikker, også i forhold til Den Europæiske Unions potentielle rolle. Men det er desværre ikke anderledes end det, man ser fra mange italienske politikere, som kun kan kritisere eller bruger den nuværende krise som et redskab for opportunistisk politisk beregning og på en nem baggrund søger at vinde opbakning blandt skræmte og desorienterede borgere. Jeg vil derfor sige, at også i denne situation er der et Europa og mennesker, der står sammen og holder skansen, som hjælper hinanden og bygger op, og så er der sjakalerne og opportunisterne, som under kriser og krig på ussel vis søger at opnå noget udelukkende til egen fordel. (mp)