På sin seneste plenarforsamling havde Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg besøg af initiativtagerne til det europæiske borgerinitiativ "Eat Original. Unmask Your Food", som opfordrer Kommissionen til at indføre obligatorisk mærkning med oprindelsesland for alle fødevarer for at forebygge svindel og garantere forbrugernes ret til information.

Det europæiske borgerinitiativ "Eat Original. Unmask Your Food" havde ved indsamlingsperiodens udløb den 2. oktober 2019 indsamlet 1,1 mio. underskrifter i alle 28 medlemsstater.

Paolo di Stefano, leder af forbindelseskontoret ved EU for Coldiretti, den største italienske landbrugssammenslutning, som koordinerede initiativet, sagde: "Dette var længe ventet, og det beviser, at EU's borgere ønsker at vide, hvad det reelt er, de spiser".

EØSU's formand Luca Jahier sagde: "Dette europæiske borgerinitiativ er særlig interessant for EØSU, idet udvalget har præsenteret sine synspunkter om emnet i adskillige udtalelser, hvor det i høj grad har støttet klarere regler og bedre information til forbrugerne og anbefalet større gennemsigtighed i mærkningen af fødevarer med oprindelsesland."

EU's problem består i, at mærkning med oprindelsesland på nuværende tidspunkt kun er obligatorisk for visse fødevarer, men frivillig for alle andre, hvilket efterlader store huller i informationen.

En obligatorisk angivelse af oprindelse ved mærkning af fødevarer bidrager til at forhindre forfalskninger og urimelig handelspraksis.

Initiativtagerne mener, at denne hårdt tiltrængte harmonisering af lovgivningen vil øge fødevaresikkerheden og gennemsigtigheden i fødevareforsyningskæden, idet systemet klart har demonstreret sin sårbarhed uden obligatorisk mærkning med oprindelsesland.

EØSU's udtalelse om Fremme af sunde og bæredygtige kostvaner i EU, som blev vedtaget i februar 2019, gik et skridt videre og anbefalede en mere overordnet mærkning af fødevarer, der også omfatter miljømæssige og sociale aspekter. (mr)