af Luca Jahier
Vi kan næppe være fattede i vores sorg, nu hvor vi forbereder os på at markere den internationale mindedag for holocaust. I stedet for at forholde os tavse i ensomhedens dybe sorg, har vi lyst til at råbe.
Hvorfor er antisemitisme ikke død og borte, hverken i Europa eller i USA? Hvorfor blev en overlevende fra holocaust sidste år i Frankrig stukket ned og brændt ihjel i sin lejlighed? Hvorfor blev en pensioneret børnehavepædagog, Sarah Halimi, året før myrdet og efterfølgende smidt ud fra sin balkon i Paris?
Paris. Toulouse. Malmø. København. Berlin, Bruxelles. Menneskeheden er plettet af uskyldiges blod. Noget, som vi troede var utænkeligt, hjemsøger os igen.
Tyske jøder er blevet frarådet at gå med kalot af frygt for overfald. Franske jødiske skolebørn er blevet advaret mod at gå i en lokal skole, der beskrives som værende antisemitisk. Dertil kommer skændinger af kirkegårde, hagekors malet på synagoger og skoler, jøder, der kaldes "aber og svin" ved protestaktioner mod Israel. Europa stikker sit grimme, umenneskelige fjæs frem igen.
For århundreder siden blev jøder forfulgt som et religiøst mindretal. I det sidste århundrede blev jøder opfattet som en trussel mod staten, og derfor opstod ønsket om at udrydde dem i holocaust. I dag forfølges jøder hovedsageligt på grund af begivenheder i Mellemøsten, selvom antisemitiske overbevisninger også tager udgangspunkt i en fornægtelse af Holocaust.
Mange jøder begynder at opleve konsekvenserne af en vred befolkning, der føler sig frustreret, umyndiggjort og magtesløs. Den jødiske befolkning i Europa er faldende. Ifølge oplysninger fra EU faldt befolkningstallet fra ca. 1,12 mio. i 2009 til 1,08 mio. i 2017. Frankrigs jødiske befolkning, der er den største i EU, faldt fra ca. 500.000 i 2002 til 456.000 i 2017. Jøderne rejser væk på grund af hadforbrydelser.
Omkring en tredjedel af alle europæiske jøder undgår at deltage i arrangementer eller besøge jødiske steder, fordi de føler sig utrygge. Ifølge en undersøgelse, som Kommissionen udgav i december sidste år, mener ni ud af ti europæiske jøder, at antisemitismen er blevet værre i de sidste fem år.
Ifølge 89 % af de 16.300 personer, der besvarede denne undersøgelse, der blev gennemført i Østrig, Belgien, Danmark, Frankrig, Tyskland, Ungarn, Italien, Nederlandene, Polen, Spanien, Sverige og Storbritannien - de 12 lande, hvor 96 % af alle europæiske jøder lever- er antisemitismen værst og mest problematisk på internettet og de sociale medier.
Vi kan ikke tillade dette uhyre at vende tilbage. Vi er nødt til at bekæmpe hadforbrydelser og fjendtlige voldshandlinger mod jøder og mindretal. Hvis det ikke lykkes vores EU-medlemsstater eller det internationale samfund at handle og handle hurtigt, risikerer vi at genopleve fortidens rædsler, og at vores samfund kontamineres.
Som det er blevet rapporteret vidt og bredt, blev der i tv's bedste sendetid vist et antisemitisk satireprogram blot tre dage før mordet på Pawel Adamowicz i Gdańsk. I satireprogrammet blev den velgørenhedsorganisation, der havde inviteret Pawel Adamowicz til det arrangement, hvor han blev dræbt, fremstillet som værende ledet af mørke kræfter.
Pawel Adamowicz var en varm fortaler for mindretallets rettigheder i en tid med stigende hadkriminalitet. Han var desuden en stærk liberal kritiker af det regerende konservative partis indvandrerfjendske politikker. Mordet på ham er en påmindelse for os om, at vi må sætte en stopper for hadefulde udtalelser, hvis vi vil undgå at blive ofre for had.
Det er så meget desto vigtigere i dag ikke at glemme holocaust- og nazigrusomhederne. Holocaust er en definerende arv fra Europas historie, og at mindes shoah er et vigtigt middel til at forhindre antisemitisme.
Som visse historikere har påpeget er tiden nu inde til en kritisk europæisk mindekultur i stedet for en individuel national mindekultur. Hvis vi ikke mindes i fællesskab som europæere, risikerer vi at gentage fortidens fejl.
Jo længere vi venter med at forbyde hadefulde udtalelser, og jo længere vi udskyder opgøret med vores fortid, jo vanskeligere bliver det at opbygge en ægte ny kollektiv europæisk erindring og skabe en ny identitet baseret på mangfoldighed, en følelse af fælles historie, fælles tilhørsforhold og endelig en fælles skæbne.
Som Primo Levi, forfatter af bogen Hvis dette er et menneske og det posthume essay The black hole of Auschwitz, skrev i sin sidste bog: "Det skete, så det kan ske igen".