Civilsamfundsprisen bliver vores springbræt til Europa, fortæller Progetto Quid

Progetto Quid_1

Den socialøkonomiske virksomhed fra Verona har planer om at bruge pengene fra civilsamfundsprisen til at købe mere avancerede maskiner, ansætte flere dårligt stillede, udvikle mere avancerede færdigheder og ekspandere til udlandet. Ifølge Giulia Houston, der har ansvaret for institutionelle forbindelser, er en af forudsætningerne for virksomhedens succes, at den har et pålideligt og stærkt, lokalt netværk.

EØSU info: Fortæl, hvad det betyder for dig og din organisation at modtage denne pris

Det er en ære for Quid at modtage denne pris, og det giver os mulighed for at øge vores troværdighed og profilere os. Det betyder meget for os, da vi i den nærmeste fremtid har planer om at skabe kontakter på europæisk plan, bl.a. til internationale institutioner og finansieringskilder, der kunne tænkes at ville støtte vores fremtidsplaner.

EØSU info: Hvilket råd vil du give til andre organisationer, der ønsker at se resultater med lignende aktiviteter og programmer? 

Det råd, vi fik, da vi startede virksomheden, og som viste sig at være udslagsgivende for vores succes, var, at det er altafgørende at knytte stærke bånd med lokale partnere. Derudover råder vi alle, der har planer om at søsætte lignende projekter, til at sikre sig et fuldtalligt hold af dedikerede og målrettede medarbejdere. Det er vigtigt for at skabe et stærkt fundament for virksomhedens videre aktiviteter og fremtid.

Hvordan vil du anvende midlerne til at hjælpe lokalområdet yderligere?

Pengene fra EØSU’s civilsamfundspris kommer til at gå til at styrke vores produktionsstruktur. Vi vil bruge dem til at købe udstyr, der gør det muligt at ansætte flere medarbejdere i Quid. Ved hjælp af mere avancerede maskiner kan vi udvikle vores kompetencer og teknikker og give endnu flere ansatte i Quid muligheden for at udvikle sig fagligt.