EØSU arrangerede på sin plenarforsamling i december en debat om politikken for udviklingssamarbejde, idet udvalget understreger, at det er vigtigt at forbedre forbindelserne mellem EU's og Afrikas civilsamfund, så man kan gå fra hjælp til udvikling til partnerskab.

Forbindelserne mellem EU's og Afrikas civilsamfund bør være centrale i EU/AVS-partnerskabsaftalen, hvor et fortsat – og endda styrket – engagement fra EØSU og EØSU's organer bør anerkendes som et centralt element. Kun på den måde kan EU's civilsamfund hjælpe Afrikas civilsamfund med at blive en pålidelig og troværdig partner for investorer.

EØSU's formand Luca Jahier udtrykte håb om, at de igangværende forhandlinger vil give det organiserede civilsamfund og EØSU en stærkere rolle. "Afrikas fremtid er Europas fremtid. Vi har brug for en ny start for Afrika", sagde Luca Jahier.

Jutta Urpilainen, EU-kommissær for internationale partnerskaber, fremhævede det vigtige arbejde, der udføres af civilsamfundsorganisationerne, og bemærkede, at "den europæiske udviklingsmodel skal udvikles i takt med de globale realiteter. Vi er alle nødt til at deltage i og er forpligtede af den grønne pagt". Isabelle A. J. Durant, vicegeneralsekretær for FN's konference for handel og udvikling (UNCTAD), bemærkede, at multilaterale aftaler kan hjælpe lande, der har vanskeligheder med den internationale handel, og at de er den eneste måde, hvorpå man kan opnå en win/win-situation for alle involverede aktører. (dgf)