Med stigningen i fleksible og atypiske former for beskæftigelse i EU er det afgørende, at arbejdsvilkårene gøres mere gennemsigtige og forudsigelige for alle arbejdstagere, hvilket bedst kan opnås gennem social dialog og overenskomstforhandlinger på nationalt niveau, fremfører EØSU i sin udtalelse om Kommissionens forslag til et direktiv om gennemsigtige arbejdsvilkår.
EØSU beskriver direktivet som et reelt skridt i retning af en gennemførelse af den europæiske søjle for sociale rettigheder og en tilpasning til fremtidens arbejdsmarked. Udvalget advarer imidlertid mod den mulige administrative byrde, som arbejdsgiverne kan blive pålagt, hvis nogle af direktivets bestemmelser gennemføres i deres nuværende form, og anbefaler, at visse aspekter afklares og ansvaret for visse spørgsmål overlades til medlemsstaterne.
"Direktivet om gennemsigtige arbejdsvilkår giver en enestående mulighed for at påbegynde et socialt Europa", sagde Christian Bäumler, ordfører for EØSU's udtalelse, og tilføjede, at arbejde på tilkaldebasis ikke kan fastholdes som en form for beskæftigelse uden en passende referenceperiode og et passende varsel til arbejdstagerne.
Medordfører Vladimira Drbalová påpegede, at det nuværende forslag indeholder visse uklare bestemmelser, som kan skabe juridisk usikkerhed på arbejdsmarkedet. Hun tilføjede, at der er behov for en vis finjustering, idet forslaget endnu ikke er tilstrækkeligt velbegrundet.(ll)